|
|
"Hvis væggene kunne tale..." sådan lanceres Mungo Parks forestilling Bo Bedre, der tager livtag med det kendte boligmagasins dyrkelse af middelklassens forstadsdrømme siden 1960'erne. Vi kommer dog aldrig rigtig ind under facaden, og vi får desværre heller ikke lov at skøjte på den ellers ret morsomme overflade.
Der er god premierestemning i det gamle House of Prince, hvor en sød tobakslugt stadig hænger svagt i luften, og det imponerende rum er pyntet festligt op med Bo Bedre-blade. Også Mungo Parks eget program gør det godt. Det er lækkert designet, og der er gode udpluk fra Bo Bedre-magasinet helt tilbage fra starten i 1961. Bl.a. kan man læse følgende fantastiske passage; "Når man rigtig skal slappe af, er det vidunderligt at have et sommerhus. Det er også sundt og afslappende at bygge et hus selv - og det kan gøres for kun 1100 kr." Der er unægteligt sket lidt siden dengang og så alligevel ikke, når man kaster et blik på bladet idag. Lykke i lækre rammer sælger stadig.
Der er meget passende styr på 'det ydre' i stykket, hvor både dramaturgi og scenografi er skruet endog rigtig godt sammen. En minimalistisk trækonstruktion med et væld af små fremskud, indhak, låger, døre og flytbare vægge fungerer enkelt, flot og funktionelt på scenen, som det sig hør og bør i et Bo Bedre-tema, og tilmed er denne baggrund umådelig fint inkorporeret i stykket. De tre skuespillere (Maria Rich, Peter Christoffersen og Nicolai Jandorf Klok) klatrer ubesværet rundt på væggene og smyger sig ind og ud af de mange åbninger, mens de dygtigt dækker en mængde rolleskift undervejs.
Stykket består af små tableauer, hvor forskellige skæbner udspiller deres dilemmaer omkring omfangsdræn og døde bambusbuske. Der er meget vedligeholdelse med "et hus man kan gå hele vejen rundt om", forstår man, og den påtagede, afslappede stil overfor uventede gæster, der helst skal imponeres over de perfekte hjemlige rammer, bliver effektivt spiddet. I en hæsblæsende scene bliver der synkron-støvsuget og pudset glasflader til den store guldmedalje, inden vores værter sveddryppende af stress og anstrengelse, med overdrevent falsk overskud kan byde velkommen. Det skødesløse look er planlagt til mindste detalje, og der er tænkt over hver en usynlig pude på scenen, det fornemmer man tydeligt.
Der ironiseres således smukt over drømme om kogeøer og havetrampoliner, og boligindretningen leveres som lige dele substitut for seksuel forløsning og som navlebeskuende religion. Undertegnede var specielt glad for diverse snusfornuftige husråd og opskrifter, der leveres som overbevisende manualer til lykke. "Oliebehandling kan virkelig gøre en forskel" lyder det med alvorlig mine og bidende sarkasme.
Der hersker en herlig absurd 'Hvis rammerne er i orden er alting godt'-logik, som ikke har brug for at blive modsagt. Det ville have været sjovere at køre det overfladiske forstillelsestema helt ud, og lade det tale for sig selv, men den banale pointe om, at materielle ting ikke gør os lykkelige, har desværre også fået rigelig plads, og den er virkelig svær at sluge. Der bliver i den grad tærsket langhalm på, at lykken ikke er gjort med designermøbler, og at man kan godt blive skilt trods perfekt boligindretning. Forestillingen sætter sig på den måde lidt ubehjælpsomt mellem to stole. Den vil på den ene side være alvorlig og moraliserende, samtidig med at den insisterende holder de glittede magasinsider i belejlig ironisk armslængde. Det bliver hverken fugl eller fisk, hverken rigtig gribende eller rigtig morsomt.
Det er svært ikke at trække på smilebåndet af, at der er større succes med rammerne end indholdet lige med dette stykke, men det er beklageligt, at den bragende idé med at tage udgangspunkt i kulturklenodiet Bo Bedre ikke bliver til bedre teater i denne omgang.
Mungo Parks Bo Bedre spiller på Tobaksfabrikken i Gladsaxe fra den 12. september - 24. oktober.
