Flere nyheder

 
Teater
Detour Urban Dance Festival

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Detour Urban Dance Festival
Tir. 18. sep. 2012


"A society in peace, is a society that can live with itself..." lyder det fra Martin Luther King på lydsporet til en af de fem danseforestillinger, som Detour bestod af på premiereaftenen i Dansehallerne på Carlsberg.

Detour Urban Dance Festival er en del af Dansehallernes Urban Performance Program 2012. Den fire dage lange festival byder på forskellige arrangementer, der hylder den urbane dans. Herunder workshops, udstilling med street art og videooptagelser fra det kreative forløb og danseforestillingen Detour, hvor nogle af de ledende kunstnere inden for det urbane dansemiljø, både fra Danmark og udland, er repræsenteret.

Det første værk, Runners af Thea Carla Schøtt (DK), er ret kort og kommenterer på det menneskelige instinkt: at løbe. Birth of Cicada, af Kinectic Junglist Movement (NYC), udføres af tre kvindelige dansere klædt i meget futuristiske kostumer. Det tredje værk er Mosaik, af Werkaholics (DK) under ledelse af Eva Schou. Her er de seks dansere klædt i sort/hvide kostumer, der bytter rundt på kønnene, især i form af en mandlig danser, der helt tydeligt agerer drag. Forskelligheder hedder værk nummer fire, der er koreograferet af Toniah Pedersen (DK), og danset af to mandlige dansere klædt i hvidt. Her var en del hverdagsbevægelser inkorporeret og danserne arbejdede tydeligt med de rammer der blev dannet af lyset fra spotlight. Det femte værk, Entre Nous af Tine Salling (DK), blev danset af en større gruppe dansere, iklædt tøj med 1950'er præg, hvoraf særligt fire havde soloer.

Den røde tråd i de fem forestillinger er ikke helt tydelig, for selv om et overordnet tema er det urbane, synes det ikke rigtig at binde de ret forskellige forestillinger sammen.

Især Birth of Cicada skiller sig ud og er svær at forbinde til det urbane tema. Dog kan de futuristiske kostumer lede tankerne hen på en kvindelig udgave af Spiderman, og han bevæger sig jo ret beset i mellem bygninger i storbyen. At det her er et uddrag af det fulde værk man bliver præsenteret for, er lidt for tydeligt og isolerer værket, der desværre mangler kontekst.

Forskelligheder forekommer lidt langtrukken. Danserne er klart dygtige teknisk, men alligevel bliver det lidt banalt enkelte gange med megen løb og andre hverdagsbevægelser. Trods det bærer Forskelligheder nogle af de samfundskritiske elementer, som synes at være tilstede i flere af forestillingerne, dels i lydsporet, men også i bevægelserne. Eksempelvis én episode i forestillingen synes at efterligne to mænd, der venter på bussen, og bevidst søger at undgå kontakt med hinanden.

Et andet eksempel er i Entre Nous, hvor lydsporet lyder: "My drinking is killing me", imens danserne mikser breakdance, locking og house. Især sidstnævnte kan lede tankerne hen på et vildt natteliv, hvor stoffer og alkohol kan tage overhånd.

Der er mange gode elementer i Detour-projektet, men desværre taber man lidt tråden undervejs og det er som om forestillingen vil lidt for mange ting på en gang.

Detour Urban Dance Festival i Dansehallerne, 13. - 16. september