Flere nyheder

 
Teater
Tribadernes nat

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tribadernes nat
Tor. 27. sep. 2012


Betty Nansen har valgt at markere 100 året for August Strindbergs død med opførelsen af Per Olov Enquists dramatikerdebut Tribadernes nat. Flemming Enevold har den dominerende hovedrolle og leverer en hudløs præstation som den plagede og desperate Strindberg. Han får kamp til stregen af Paprika Steens Siri von Essen og de to øvrige skuespillere yder fornemt modspil i den højdramatiske og medrivende forestilling.

Opsætningen af Tribadernes nat hos Betty Nansen ligner ikke nogle af de tidligere, for der er indlagt en lang scene i begyndelsen, forfattet af Peter Langdal. Her er Jens Jacob Tychsen på banen som instruktøren Viggo Schiwe, der springer rundt og med mange fagter og gebærder prøver at illustrere hvordan Strindberg skal spilles idag. Men optrinnet føles underlig uvedkommende, og man sidder bare og venter utålmodigt på at Strindberg himself skal komme på scenen.

Vi befinder os på et dansk teater, in casu Dagmarteateret, og prøver på et Strindberg stykke skal til at gå i gang . Siri von Essen dukker op, og Strindberg melder uventet sin ankomst for at overvære prøverne på forestillingen. Det drejer sig om stykket Den stærkeste, der med Strindbergs egne ord: "er en rystende beskrivelse af to kvindfolks opgør med hinanden. De elsker den samme mand. De slås om ham. Han er ikke til stede, men dominerer alligevel scenen. Som det så tit er tilfældet."

Sagen er bare den, at stykket modsiger virkeligheden. Strindberg er besat af styrke, mandlighed, potens, fordi han i virkeligheden er svag og føler sig utilstrækkelig som mand. Det ved de to kvinder, der spiller i stykket, hans forstødte hustru Siri von Essen og dennes elskerinde, Marie David. De ved, at alt det skønmaleri om den stærke mand mellem to kvinder er forløjet, hvad Siri heller ikke undlader at antyde. I virkeligheden fandt de to kvinder sammen og vendte ham ryggen. Det skete en aften i byen Grez, under den famøse Tribadernes nat , hvor hans ægteskab forliste takket være Marie David. Strindberg betror sig senere til Schiwe: "Jeg tåler min kones lange kærlighedserklæringer til frøken Davids .. vidunderlige krop .. Disse ..kærtegn.. jeg forstår intet. De kysser hinanden, omgås evig og altid, taler sammen.. som om jeg ikke eksisterede".

Derfor er det heller ikke med Strindbergs gode vilje at "den modbydelige danske triade" får den ene af de to roller i Den stærkeste, det hjælper dog lidt at det er en stum rolle. Prøverne bryder hele tiden sammen, enten fordi Siri siger noget provokerende, der gør Strindberg rasende, eller fordi han er i sine emotioners vold og kommer med hadefulde udfald mod Marie David. Schiwe, der egentlig skulle instruere, bliver beordret til at servere kaffe, for "Hr. Schiwe, der jo har spillet Jean i Frøken Julie og så at sige mestrer det servile." Stakkels Schiwe, han er som en hund i et spil kegler og Jens Jacob Tychsen får en masse ustyrlig komik ud af den karakter, der kan siges at fungere som en slags 'comic relief' midt i den konstante udladning af had og gemenheder.

Som en nyskabelse er teaterrummet udvidet med en del siddepladser bag scenen, hvilket ikke var helt optimalt for dem der var anbragt dér. Selvom man kommer meget tæt på de agerende, opstår der forståelsesproblemer når man ser skuespillerne enten bagfra eller fra siden, mens replikkerne enten bliver brølet, skreget eller hvæset ud i et rasende taletempo.

Tribadernes nat på Betty Nansen, 22. september - 3. november 2012