|
|
FÅR 302 lægger denne sæson hus til gæsteforestillingen Ufologens fald af UmDieEcke. Det er en monolog opført af Dan Zahle, om den monomane tro og de konsekvenser, den kan have for en mand, der vier sit liv til den. Men fristelsen for at gøre grin med stereotyper er for stor, og det hele bliver lidt fjollet.
Ufologen Gert Molbech (Dan Zahle) udstødes fra familie såvel som fællesskabet med sine trosfæller, da han desperat forsøger at overbevise alle om eksistensen af fremmed liv i universet. Et ulyksaligt interview i Aftenshowet slår hovedet på sømmet. Han dummer sig ved at vise falske beviser, og på vejen hjem kører han galt og ser sig selv strandet på en mark på Amager. Også i overført forstand. Forestillingen er bygget op om Gerts monolog og hans telefonsamtaler med konen, sønnen og formanden for den lokale ufologklub, mens Gert leder efter oprejsning. Den eneste kontakt, han ikke kan opnå, er med rumvæsnet Pnarrr.
For Gert er på en mission. Han er fuldstændig overbevist om, at der er liv i universet, og at han kan få kontakt. Men det begynder at gå ud over hans forhold til familien, og konen protesterer over hans ekstreme opførsel, da han også blander sønnen ind i sine vilde teorier, og det er hjerteskærende at være vidne til farens svigt. Den kompromisløse søgen efter sandheden, som koster Gert hans ære, venner og familie kalder også på en vis sympati for den ensomme stakkel.
Historien bliver dog konstant hævet til et feel good-stadie, hvor det ikke er så farligt at være. Det er nemt at gøre grin med de stakler, der tror på ufoer, og vi præsenteres for en mængde klichéer om Heino, Karsten og Gert, som ligger lige til højrebenet: hatte af sølvpapir, ølmaver, Puch Maxier og mobilringetoner med temamusikken fra The X-Files. De er nogle fjolser, og missionen om at overbevise alverden om rumvæsnernes eksistens er svær at tage seriøs. Derfor er det svært at nære dybfølt sympati for den umulige situation, Gert har sat sig selv i, han er jo netop selv ude om det.
Det gør også meningen med det hele lidt mudret. Ufologens fald kredser om emner som tro, dens begrænsninger i forhold til vores tid og samfund og vigtigheden af at høre til, men den går aldrig i dybden. Tværtimod bliver den på et noget banalt plan med en bittersød pointe, der ikke giver meget stof til eftertanke. Det er muligt, at forestillingens ærinde mest er underholdning, men heller ikke her har den sin store berettigelse, for så sjov er den ikke. Snarere lidt anstrengt falden-på-halen-komisk, men der blev dog grinet.
Komikken spænder ben for en indlevelse i Gerts historie, og alvoren får ikke lov at udfolde sig og give nye svar. Det er ærgerligt, for det er nogle spændende og almentgyldige spørgsmål der rejses, og sidestillingen mellem troen på ufoer og troen på Gud er pudsig. Det bliver bare ikke til mere end et rids i overfladen.
Ufologens fald på Teater FÅR 302, 17. september - 6. Oktober 2012
