|
|
Trods rigelige mængder teaterblod og god scenografi, bliver det Røde Rums opsætning af Shakespeares Macbeth ikke for alvor eksistentielt gribende.
En forslået zombie-lignende Macbeth entrerer scenen i blodigt jakkesæt. Ikke ulig Baz Luhrmanns filmatisering af Romeo & Julie (1996), hvor fortællingen og det gamle sprog er sat ind i en nutidig kontekst, har Rune David Grues valgt at lægge et moderne filter over sin opsætning af klassikeren Macbeth.
Der er en udtalt kontrast mellem den minimalistiske scenografi og skuespillernes jakkesæt og attachémapper på den ene side, og Shakespeares sprog og historie på den anden. En parallel til erhvervslivets magtkampe og det blodige kongedrama sættes således i scene, og der vaskes flittigt blodige hænder i den lille håndvask på scenen. Det er en skæg ide.
Det samme er det, at introducere Macbeth som pardrama med moderne kønsroller. Lady Macbeth (Maria Rossing), der er så frygtelig ambitiøs på sin mands vegne, får i en smuk scene hidsigt arrangeret både blomsterbuket og mand, som hun vil have det. Da Macbeth tøver i de skumle planer om at dræbe kong Duncan, så han kan overtage tronen, sætter hun trumf på ved at krænke hans ære; "Er du en mand? Eller har dårskab taget alt dit mandsmod?"
Overfor denne ypperlige furie fremstår Macbeth unægteligt som en vattet, usikker tøffelhelt, der ikke tør andet end at rette ind. Han vokser dog med opgaven og får som bekendt smag for både magt og blodrus. Nicolai Dahl Hamilton spiller det forskruede vanvid godt ud og over hele linjen er der gode skuespilpræstationer, omend de snørklede sætninger råbes ud en tand for teaterkunstigt efter denne anmelders smag.
Referencerne til splatter-genren undervejs er et godt gimmick, men forestillingen løfter sig ikke for alvor på trods af de gode anslag. Lady Macbeths grusomhed er tonet for meget ned, og stykket får desværre heller ikke nok ud af hendes snedige manipulation af Macbeth. Hans transformation fra trofast følger til vanvittig hersker, er ikke lige så gribende eller chokerende, som i det litterære forlæg, og man sidder temmelig distanceret tilbage, trods de mange liter teaterblod.
Macbeth er mere interessant stiløvelse end godt teater i denne omgang, men Det Røde Rum tester vedholdende ny grund og er så afgjort værd at holde øje med.
Macbeth i Skuespilhuset, Det røde rum, 21. september - 13. december 2012
