|
|
Med legendariske Oliver Stone i instruktørstolen, en perlerække af Hollywoods stjernenavne og snesevis af sex, drugs og dirty business skulle man tro, at Savages ville blive lidt af et mesterstykke. Desværre kun et mesterstykke i fesent filmhåndværk.
Ménage é trois. De evige tre. Parforholdets berygtede tretal er det roterende omdrejningspunkt i Savages med en hed kærlighedstrekant mellem O (Blake Lively), Chon (Taylor Kitsch) og Ben (Aaron Taylor-Johnson). Fikst placeret i filmens førersæde som den hippe trio med en cannabis-produktion, der spytter cool cash ud i stride strømme og en kuriøs indbyrdes relation, der kombinerer kødets lyster og kærlighedens kammeratskab. Men trekantens overraskende fællesfølelse bliver udfordret af pengeliderlige mexicanske karteller, der hungrer efter at sætte gaflen tungt i trioens profitable markedsandel.
For at lægge en dødsensfarlig løkke om halsen på den tilsyneladende uovervindelige trekant, går de torturtrumfende karteller efter dens svage led - kvinden, som mændene elsker. Og elsker, det gør de! Så højt og så inderligt, at intet middel skyes for at opnå målet. Blodige bagholdsangreb og kyniske kidnapninger står på menuen. Dessertspørgsmålet bliver - hvem overlever, og hvem kommer ud i en ligpose?
Oliver Stone er en af de få levende filminstruktører, som næppe behøver nogen nærmere introduktion. Manden har for længst indskrevet sig i filmhistoriebøgerne som en original filmskaber med politiske (konspirations)konflikter som kæledægger samt dybtborende filmiske bearbejdninger af Vietnam-krigens amerikanske traume.
Men selv, eller måske især, skelsættende filmskabere kan sidde fast i en idémæssig ødemark. De seneste mange år har Stone frekventeret en sådan filmisk ørken. Hvor ville denne filmanmelder dog ønske, at vejviseren endelig pegede den rigtige vej. At Savages var Stone i særklasse. Stone som sublim. Men desværre er Savages endnu en Stone uden sjæl.
Grundhistorien i Savages er, på trods af teoretisk potentiale, i praksis blevet til en forvirret omgang katten efter musen. Utallige overfladisk behandlede aktører træder ind på scenen, og fælles for dem alle er, at filmen ikke evner at gøre dem til identificerbare mennesker. Her er ikke tale om sandsynlige, endsige nuancerede menneskeskæbner, men firkantede stereotyper uden substans. At filmens førende trio på intet tidspunkt giver tilskueren så meget som et ekstra hjerteslag eller en ængstende sveddråbe, fæstner sig som filmens fundamentale fejltagelse. Hverken emotionelt eller rationelt er filmen i stand til at koble tilskueren til sit univers, hvorfor man også anskuer hele scenariet med en særdeles nonchalant mine.
"I had orgasms. He had "wargasms." og "Ben was a buddhist, but Chon was a baddhist." På replikfronten er Stone skarp som altid, men beklageligvis spreder denne skarpsindige ånd sig ikke ud over resten af filmen. En mere gennemført karakteretablering havde løftet oplevelsen betragteligt. På samme vis havde et mere fokuseret plot med færre intetsigende boom- og bang-scener etableret et mere meningsfuldt fortælleforløb. Og den berettende voice over? Stone burde vide bedre!
Savages kløver sig ind i bevidstheden som endnu en svipser fra Stones side. "Tilbagefald til et primitivt stadie"- således definerer hovedpersonen, O, forestillingen om "de vilde". Denne anmelder har en ubændig lyst til at placere filminstruktøren Stone anno 2012 samt sløje Savages på et sådant filmisk tilbagestående trin. Lysår væk fra instruktørens engang så epokegørende værker.
