Flere nyheder

 
Musik
From 034 To 050

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
From 034 To 050
Fre. 12. okt. 2012


The Good The Bad leverer med denne sidste del af deres trilogi en overbevisende og instrumental surfrock, som cementerer bandets status som det mest cool og rå band på den alternative scene lige nu.

D'herrer Johan Lei Gellett, Manoj Ramdas og The Adam har med deres afsluttende part af den planlagte trilogi fuldendt det projekt, der blev søsat tilbage I 2007, hvor første sektion udkom. Numrene er også angivet som, ja, numre, og skæringerne 034 til 050 er en samling fræsende flotte instrumentale forløb, der bygger på trioens koncept The New School Surf & Flamenco.

Der er tale om sprudlende energiudladninger af elektrisk powerrock, der trækker tydelige veksler på surf-genrens leg med både humor og seriøsitet. Og skal man pege på en svaghed ved The Good The Bads musikalske projekt er det måske netop ved den omstændighed, at musikken ofte forfalder til en leg med genre- og stiludtryk, mere end at udgøre et organisk og mere originalt hele i sig selv.

Men når det så er sagt, kan man på ingen måde undgå at blive fanget ind af det overbevisende talent og den rå energi, bandet besidder og mestrer ved deres instrumenter. Der findes næppe bedre musikere på den danske alternative rockscene end disse tre revolvermænd, der skyder med skarpt fra hoften.

Guitaren, som hurtigt bliver det altoverskyggende instrument i det vokalløse rum, sidder lige i skabet med de utallige overgange og breaks, numrene er fyldt med. Men det er i samspillet med rytmesektionen, at musikken træder op på et højere niveau.

For når alt kommer til alt spiller The Good The Bad røven ud af bukserne på de fleste, og er man til deres karakteristiske surfrock, kan det kun anbefales at opleve dem live. På scenen får deres instrumentale numre lige præcis det ekstra lag støj; og den kraftige energiudfoldelse der ligger i musikken, kommer til udtryk i en grad, så man nærmest bliver blæst omkuld. Er man i tvivl om, hvorvidt numrene er skabt i et studie med en masse re-takes, kan jeg garantere for, at bandet live viser og beviser, at de nok er det mest sammenhængende og gennemrutinerede band pt på disse breddegrader.

Der melder sig kun et enkelt spørgsmål, når man ser de tre bandmedlemmer, iført deres cool outfit og skydevåben som en flok kitschede statister i en amerikansk tv-serie fra halvfjerdserne: Hvis én er The Good, en anden The Bad, hvem er så The Ugly?

The Good The Bad: From 034 To 050 ude på cd fra Stray Cat Records den 8. oktober 2012