Flere nyheder

 
Litteratur
Haven ved floden

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Haven ved floden
Tor. 18. okt. 2012


I engelske Marcia Willets nyeste roman Haven ved floden er de store følelser på spil i et familiedrama, hvor hemmeligheder mellem generationer truer den sydengelske idyl. En bagud skuende hyldest til en verden af i går.

Da den unge kunstner Jess skal modtage en pris for sit arbejde, møder hun den ældre Kate, der er en gammel bekendt af Jess' bedsteforældre, og som inviterer hende hjem til byen Tavistock. Her genforenes den unge pige med sin families hjemegn, og hun føler sig med et knyttet til området og de mennesker, hun møder der. Men det viser sig snart, at tingene er mere komplicerede, end alle troede. Hemmeligheder venter på at blive afsløret, og de vender op og ned på alting. Samtidig er der skilsmisser i luften, og de gode relationer mellem familie og venner sættes på en prøve. Men Jess er ikke i tvivl - hun er vendt hjem.

Det er en underligt mølædt oplevelse at læse Haven ved floden. Fra det konservative miljø med kostskoler, tennis og sejlads over den konstante higen efter dengang, hvor soldater dansede med yndige piger i lange kjoler under kulørte lamper, til de følelsestunge dialoger mellem gamle venner og familiemedlemmer, der enten sladrer om hinanden eller taler om, hvor meget de savner de gode gamle dage. Der er ingen tvivl om, at alting helst gerne måtte blive ved at være, som de altid har været i haven ved floden, og romanen er nærmest fortættet af en angst for forandring - af enhver slags.

Er man til tårevædede familiedramaer med intrigante gamle damer, ung lidenskab og mørke fortielser, er denne bog sagen. Den tilbyder en tryg verden, der er ufarlig at bevæge sig ind i, og den har hjertet på rette sted, når den fastslår det vigtige i de nære forhold mellem familie og venner. Denne anmelder har dog svært ved at synes om den. Først og fremmest fordi historien og dens personer virker stive og nogle gange usympatiske i deres intrigante sladren. Man kan undre sig over, at Jess overhovedet har lyst til at høre hjemme blandt familierne i Tavistock? Dernæst fordi den desværre også er kedelig at læse.

Køb bogen på saxo.com

Marcia Willet: Haven ved floden
Oversætter: Lene Schiøtt
Rosinante, 260 sider
ISBN: 9788763824101