Flere nyheder

 
Film
Homeland

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Homeland
Ons. 24. okt. 2012


Der står både Emmy-statuetter og Golden Globe Awards på kaminhylderne hos "Homelands" skabere og medvirkende - fuldt forståeligt, for første sæson af dramaserien om en amerikansk soldat, der måske, måske ikke, har taget fjendens parti, er fremragende.

Homeland er som en løve. Et stort, muskuløst rovdyr, der ganske langsomt sniger sig ind på sit bytte for først i det sidste, afgørende øjeblik at slippe alle kræfterne løs i et dødbringende præcisionsangreb. Og op til dette overrumplende bagholdsangreb sitrer alt omkring dyret af en sugende intensitet. Hver eneste lille bevægelse er essentiel for nedlæggelsen af byttet.

På samme måde bygger Homeland - der er en gendigtning af en israelsk tv-serie - langsomt op: En amerikansk soldat har tilbragt otte år i et fangehul i Afghanistan, da han bliver reddet af en gruppe elitesoldater. Han kommer hjem med pomp og pragt - alle i landet hungrer efter en helt efter en lang og opslidende krig, som få efterhånden kan se meningen med. Selv er soldaten ikke meget for at blive fremstillet som en helteskikkelse. Han er dybt traumatiseret, og i korte glimt får seeren et indblik i hvorfor - hans tid i fangenskab har været særdeles grusom.

Hos CIA sidder en kvindelig agent, en af de der autonome Sara-Lund-møder-Lisbeth-Salander-møder-Clarice-Starling-typer, som under en fejlslagen mission i Irak har fået et tip fra en kilde: At en amerikansk soldat skulle være omvendt. At han skulle fungere som en berygtet terrorists højre hånd i et nyt terroranslag på amerikansk jord. Agenten forbinder straks den hjemvendte soldat med den mand, hun har hørt om i sit tip, men da ingen vil pille ved soldatens heltestatus, må hun operere på egen hånd.

Hele første sæson følger samme, fortsatte historie præcis som vi kender det fra vores egen Forbrydelsen. Og præcis som i Forbrydelsen er det begrænset, hvor meget der sker i de enkelte afsnit. Homeland vender det til sin styrke. Her er god tid til at bygge historierne og karaktererne op. Personerne fylder mere end plottet - på den måde er det i virkeligheden helt skandinavisk. Det betyder, at man som seer ender med at bekymre sig, om de lever eller dør. Læg dertil en særdeles effen intrige, der både inkluderer saudiske prinser, luskede embedsmænd og storpolitik.

Homeland er en vanedannende thriller, der hele tiden formår at kaste små plotmæssige godbidder ud til sine seere. Jeg er hooked og glæder mig allerede til anden sæson.

Homeland - 1. sæson, ude nu på DVD/BluRay fra SF Film