|
|
1970'ernes kollektiv-liv portrætteres med alle de kendte klichéer, men vover kun momentvis at bevæge sig ud over den komisk distancerende fælleshygge.
Arkitekten Erik har arvet sin fars villa og beslutter at starte et kollektiv. Vi er tilbage i starten af 1970'erne, og Thomas Vinterberg og Mogens Rukow, der har skrevet stykket, er ikke for fine til at sætte alle klichéerne i spil. Den klassiske, herskabelige villa får hurtigt et noget mere fodformet look, og beboerne er alle karikerede, komiske versioner af vores idéer om 70'er-hippien. Der tilføres således ikke noget nyt til tidsbilledet, snarere tværtimod bekræftes alle stereotyper, men dialogen er tilpas skarp til, at det alligevel bliver jævnt underholdende.
Mette Horn er god i rollen som den usminkede, intellektuelle kvinde, og hendes mand (Mads Wille) med pagehår er fin med sin stærke seksualdrift, som danses energisk ud med ubetaleligt kropssprog i forestillingens bedste scene. Også hans sang om kvindernes synkrone menstruationscyklus 'Det røde hav' står tilbage, som et komisk højdepunkt. Undertegnede var ligeledes glad for den fordrukne, ølmavede Ole (Lars Ranthe), der bl.a. foreslår øl-amnesti på fællesmødet, fordi der er gået "helt kludder" i øllisten.
Som altid med 1970'erne ligger konflikten i forskellen mellem idealer og realiteter. Det er øjensynligt svært at være så fælles om det hele, og selvom alle er lige, er nogle som bekendt mere lige end andre. Erik er, når alt kommer til alt, chefen i den lille anti-hierarkiske gruppe, og han nægter konsekvent at blive voksen. Han lader sin nye kæreste, den unge, dullede Emma, blive del af kollektivet, hvilket man aldrig forstår, at hun gider. Imens bliver både datteren Freja og Eriks gamle kæreste Anna, der er mor til Freja, fantastisk nok boende, og som ventet er der grænser for rummeligheden i den store, fælles famile.
Annas modstridende følelser overfor hendes store kærlighed Erik bliver udfoldet i en grad, der løfter figuren og konflikten et godt stykke op over den distancerende humor, der ellers dominerer stykket. Hun kan og vil i sidste ende ikke vælge andet end Erik, som hun har kendt altid, og Benedikte Hansen brænder igennem i den rørende formidling af den jalous kvindes kvaler. Med hende slår det harmløse lille stykke pludselig an til noget mere kritisk, alvorligt og frem for alt vedkommende, men det følges ikke op. I stedet bindes en pæn sløjfe på slutningen. Datteren fremstår direkte utroværdig og den rødhårede, fnisende Mona, den franske klovn Virgil og de andre kliché-flade figurer, sørger for at bevare den ironiske distance og den gode stemning.
Stykkets tableauer med de små hverdagsscenarier afbrydes med god spade fra Jimi Hendrix, Pink Floyd, Doors og Led Zeppelin, der understøtter stemningen godt, og både instruktion og scenografi fortjener ros. Thomas Vinterbergs og Mogens Rukows bestræbelser på at få os til både at grine og græde af 1970'erne lykkedes dog ikke godt nok. Man trækker på smilebåndet undervejs, men også lidt på skuldrene. Kollektivet er en jævnt underholdende aften i teatret, og undertegnede havde forventet mere med så prominente skribenter bag roret.
Kollektivet på Skuespilhusets store scene, 17. oktober 2012 - 26. januar 2013
