|
|
Årets danske dramaeksperiment både blænder og bedrøver. Viceværten vover, men vinder forbavsende lidt.
Magisk realisme møder grå betonvirkelighed. Resultatet? En jævn hybrid, der vipper og rokker som en trebenet stol. En korpulent historie i teorien, et ukomplet plot i praksis. Idéen har skam været attraktiv. Det er udførelsen, der skratter som en ridset plade på en grammofon.
Per (Lars Mikkelsen) - 52 år, isoleret, inkarneret pessimist. Venner kan tælles på en hånd. Fjender på flere. Konen er skredet. Sønnen forsøger forgæves at finde vej til sin fars forstenede hjerte. Og jobbet som vicevært stinker. Hver dag er en ny dødtrist dråbe i Pers i forvejen regnfulde tilværelse. Livet tager dog den kroniske sortseer med bukserne nede - i bogstavelig forstand - da han møder en nøgen, stum pige i en tom lejlighed. Sexet og sød. Uimodståelig som hun ligger på gulvet med spredte ben og kåde øjne. Per tøver ikke. Kvinden skal tages. Hårdt og råt, mens han holder hendes hoved nede og stønner "smatso".
Sex med pigen viser sig at have en helbredende virkning. Pers rygsmerter forsvinder mirakuløst, mens hans tungsindige sind tør op. Tyngende samvittighedskvaler om pigens velbefindende ebber ud, for Per har måske fået en ægte mirakelmager på krogen. Og det skal udnyttes! Den gode nyhed breder sig dog som en uudslukkelig steppeild. Snart står boligblokkens beboere i kø for at smage på de helende kilder. I vejen står Per! Den mystiske pige har nemlig ikke blot stimuleret hans libido, men også hans livssyn.
Overnaturlige temaer og verdensfjerne anstrøg er ligeså urealistiske i dansk film, som de er i virkeligheden. Hardcore socialrealisme konkurrerer ofte med joviale folkekomedier. Alt for sjældent vover filmene sig ud i metafysiske spor - Ole Bornedals Vikaren og Lars Von Triers Melancholia er et par vellykkede ekspeditioner ud i det ukendte. Respekt skal der derfor gives til Viceværten, der tager en chance med et enigmatisk element. En gådefuld pige, der er dumpet ned fra himlen, umælende og underfundig. Men pigen forbliver desværre en ubeskåren Lolita-gåde. En anonym rekvisit med en tærende tilstedeværelse. Bevares, hun er ment som en symbolsk eksponent, men en hel film bygget på denne metaforiske abstraktion bliver ganske enkelt for voldsomt.
Til gengæld er Lars Mikkelsen enestående som Per. Tvær og træt, misantropisk og mut. Man tager uvægerligt afstand fra ham. Langsommelig følelsesmæssig opblødning og mental metamorfose manifesteres troværdigt, og den fordømmende afstandstagen omstøbes så småt til sand sympati. Det er kunst, når en skuespiller indfanger en så drastisk forvandling på en så stilfærdigt overbevisende måde.
Katrine Wiedemanns anden spillefilm oser af visuel amatørisme, hvor billedskæringerne er uforsvarligt skæve og billedsiden nagende grumset. Tiltænkt kunstnerisk, men mest kikset overambitiøs. Plottets udvikling synes forceret med en udstukket destination, der hedder - kærligheden kurerer! Personagerne er derfor underkastet denne gennemsyrende hovedtanke og bliver for snævre og simple. Slutningen synger med på kærlighedssonaten og lærte lektier.
En dristig film. Excentrisk. Seværdig? Bestemt. Mindeværdig? Ikke i dag.
