Flere nyheder

 
Teater
En poplegende takker af

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En poplegende takker af
Man. 29. okt. 2012


Den elskede musik, imponerende dans, vandvittig akrobatik og visuelle effekter fusionerede i Parken i weekenden, da The King of Pop blev hyldet og gjort udødelig med The Immortal World Tour. En fusion der lod sit publikum komme tæt på Michael Jacksons liv med ligeså meget kreativitet som kongen selv var i besiddelse af - men desværre i rammer, der ikke tillod showets potentiale at komme fuldt ud over scenekanten.

At der er lagt op til noget ekstraordinært giver sig selv, når hovedpersonen er selveste Michael Jackson. Instruktøren Jamie King har i samarbejde med de imponerende artister fra Cirque du Soleil skabt et overdådigt show, der fortæller historien om Michael Jacksons liv, kreativitet, kærlighed til naturen og brændende passion for musikken.

Alle sanser er sat i spil, og øjet har ikke et roligt øjeblik, fra showet skydes i gang med 5 Michael Jackson-kloner, der indtager scenen med den klassiske moonwalk for derefter at give stafetten videre til en videoprojektion af Michael Jackson som barn, der til publikums begejstring synger "I'll be There". Og historien fortsætter. Michael Jacksons liv folder sig ud gennem dans, musik, lysprojektioner og fantastisk sceneoptræden og fører publikum gennem alt fra begyndelsen med The Jackson 5 til den omdiskuterede pædofilisag.

Men The Immortal World Tour er ikke blot båret af pop-legendens liv og kreativitet. Det, der i mindst ligeså høj grad hæver showet til nye højder, er Cirque de Soleils fantastiske artister. I det ene storslåede indslag efter det andet bevæger de sig på magisk vis gennem luften i trapez og imponerende spring og slænger sig op af pole-stænger i figurer der overskrider alle grænser for et menneskes kropslige udfoldelser.

På trods af sit potentiale mister The Immortal World Tour desværre alligevel publikum en smule i Parkens rammer. En del af den intensitet både musik, effekter og artister uden tvivl leverer på scenen, forsvinder ud i Københavns nattehimmel og efterlader publikum med en fornemmelse af, at de er sat på sidelinjen til et fantastisk show.

Når det er sagt, er det en sidelinje, de fleste hellere vil sidde på end at være foruden. Med Michael Jacksons elskede musik som omdrejningspunkt er The Immortal World Tour selvskrevet som en hitparade, der hiver alle med en kærlighed til Michael Jackson op af stolen til stående fællessang. Og med de imponerende visuelle effekter, den kreative koreografi og de fantastiske artister fra Cirque du Soleil sikrer The Immortal World Tour sit publikums fulde opmærksomhed i to hele timer og giver The King of Pop en sidste rolle med stjernestatus.

Michael Jackson The Immortal World Tour - Cirque du Soleil spillede i Jyske Bank Boxen, Herning 24. & 25. oktober og i Parken, København 27. & 28. oktober 2012.