Flere nyheder

 
Litteratur
En biografi uden klang

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En biografi uden klang
Ons. 14. nov. 2012


I Helle Virkner - En biografi har journalist Anne-sofie Storm Wesche sat sig for at portrættere en af Danmarks mest folkekære kvindelige personligheder, skuespillerinden, statsministerfruen, politikeren, direktøren og moderen Helle Virkner. Et stort brød at slå op, og for nu at blive i metaforikken, er det som bekendt ikke alt bagværk, som falder lige heldigt ud.

Helle Virkner er nok især kendt og elsket for sine fantastiske roller i blandt andet Matador og Huset på Christianshavn, men også som kongerigets førstedame og Danmarks svar på Jackie Kennedy, i den årrække hendes ægtemand nummer to, Jens-Otto Krag, sad på magten som landets statsminister. Wesches bog er en klassisk biografi i den forstand, at både familie, venner og kollegaer til Helle Virkner, deler ud af deres opfattelser og erindringer om hendes fantastiske liv og karriere. Helle Virkners egen stemme optræder kun igennem gamle interviews og bøger. Desuden er bogen godt illustreret med både private og offentlige fotos fra hele hendes liv. Desværre fornemmer man tydeligt, at Wesche kendskab til Helle Virkner er tilegnet fra 2. og 3. parket.

Journalisten Nils Thorsen, som om nogen er kendt og respekteret for sine mange portrætinterviews i Politiken, fortæller i sin bog, Klangen af et menneske (2001) om den svære kunst at portrættere et andet menneske, så det vækker genklang hos læseren. Ifølge Nils Thorsen handler portrætdisciplinen især om, at lade de enkelte forskelligheder og usædvanligheder som alle mennesker indeholder, træde frem for læseren, så man fornemmer deres grundessens. En særlig 'klang' af et menneske. Sammensat af forskellige toner. Forskellige personlige træk.

Pointen her er, at Anne-sofie Storm Wesche netop ikke formår at skabe tilstrækkelig forbindelse mellem de tanker og associationer hun ridser op til at skabe en melodi. Og det er et gennemgående problem ved hendes bog. På side 117 forsøger Wesche fx at indfange stemningen i det faldefærdige husmandssted i Nordvestjylland, hvor ægteparret Virkner og Krag tilbragte meget fritid: "Det var i køkkenet i Lille-Skiveren, at Helle Virkner virkelig foldede sit generøse jeg ud. Det var her, de åbne arme rådede, hvor langbordet tog imod, og hvor høj og lav fandt deres plads".

Billedet af Helle Virkner som den altomfavnende, generøse madmor, harmonerer slet ikke med den kvinde man ellers har fået præsenteret i bogen; en kvinde som befandt sig vel i de højere luftlag, og som ikke lod hvem som helst komme tæt på. Desværre bidrager det ikke til, at man opfatter Helle Virkner som en mange facetteret person men snarere til, at man opfatter bogen som et mislykket forsøg på at skabe et helstøbt portræt. Det ender som et kaos af beskrivelser, brudstykker og associationer som ikke er fulgt til dørs.

Køb bogen hos saxo.com

Anne-Sofie Storm Wesche: Helle Virkner - En biografi
Gyldendal, 335 sider
ISBN: 9788702124279