|
|
Stanley Kubricks gyserhit, Ondskabens Hotel, har siden udgivelsen i 1980 sat sig tungt på kultklassiker-kassen. Nu får fansene og filmforskerne et dokumentarisk talerør. Analytiske udlæggelser af filmens grundmotiv strækker sig fra interessant observerende til konspiratorisk farvede. Nysgerrig? Så tjek ind på Room 237.
Farverige bagepulverdåser i gyserklassikerens køkkenscener har et hemmeligt budskab. På de strategisk placerede dåser står der nemlig Calumet, som er en indiansk fredspibe. Desuden bemærker hotellets ejer, at luksusstedet er bygget oven på en indiansk begravelsesplads. Når man lægger disse to observationer sammen, får man, at Ondskabens Hotel er en fiks metafor for nybyggernes bestialske udryddelse af indianerne i Nordamerika. Overrasket? Du er ikke ene om det.
På den anden side er filmen måske Kubricks allegoriske Holocaustterapi. Den fortættede, symbolske nazismeanalogi forrådes i filmens konsistente brug af tallet 42. Det var året, hvor Himler beordrede de første deportationer af jøder, og året hvor det tredje rige bureaukratiserede masselikvideringerne i udryddelseslejrene. Hvorfor undlader nazisthypotesen så at modstille Grady-tvillingerne med Mengeles berømte tvillingeforsøg? Oplagt og alligevel udeladt.
Jacks skrivemaskine er skam også et tysk mærke, Adler, eller ørn på dansk, som jo var nazisternes emblem. Hvis man spærrer øjnene ekstra meget op, får Jack i filmens allersidste skud en slags Hitler-overskæg. Og så er der den tavse semistrikse herre, der bisidder Jacks jobsamtale på hotellet. I virkelighedens verden er han en no-name skuespiller, der engang har spillet Pontius Pilatus. Men det har jo også lidt med forfulgte jøder og organiseret manddrab at gøre.
Mere eller mindre underbyggede teorier, pudsige sidestillinger og til tider usandsynlige sammenligninger dominerer Room 237`s indholdsmæssige repertoire. Kubrick var legendarisk som den filmiske perfektionist med hang til intellektuel symbolisme. Han pressede sine medarbejdede til det yderste og planlagde enhver scene ned i mindste detalje. Denne filmverdens mad man overlod intet til tilfældighederne. Alting var fortænkt. Intet impulsgjort.
Derfor giver det god mening at tage dechifreringslinsen på og grave ned i det primært postulerende, og sekundært reelt foreliggende figurlige bundfald i Ondskabens Hotel. Langt hen ad vejen er dokumentarfilmens fortolkninger af spillefilmen medrivende. Ofte endog præcise i deres forfægtende bevisførelse. Men efter en stund rimer perspektiverne mere på subjektiv projektion og mindre på objektiv plausibilitet. På dette tidspunkt sidder man som tilskuer og ryster skeptisk på hovedet. Nogle af analyserne er simpelthen så langt ude, at betegnelsen surrealistisk ville være en underdrivelse.
Speakerstemmerne skurrer sløvt i helhedsbilledet, mens hypoteserne hurtigt lyder gentagende. Researcharbejdet er fermt, men også studentikost på en kedsommeligt nørkende måde. Der åbenbares nye indfaldsvinkler, men Kubricks sandhed forbliver en x-faktor. Room 237 bliver mere et komisk end gyseligt vidnesbyrd om den individuelle tilgang til (film)verdenen. De mange stemmer udmatter indlevelsen, men forstærker lysten til et snarligt gensyn med Kubricks klenodie.
