Flere nyheder

 
Litteratur
Scenesat

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Scenesat
Man. 26. nov. 2012


Fortællingen om Johanne Luise Heiberg får et frisk pust i Maria Hellebergs biografiske roman Scenesat, hvor et moderne sprog og menneskelig indsigt minder om, hvorfor hendes liv var så rasende interessant.

Den unge Johanne havde alle odds imod sig, da hun voksede op. Men trods fattigdom, misbrug og lutter ulykke spirer talentet i hende, og hun udvikler sig til en betydelig kunstner, som stadig anses for at være sin samtids største skuespillerinde. Scenesat er fortællingen om den grimme ælling, der lægger al social arv bag sig, og finder sit tilhørsforhold hos ligesindede på teatret. Også selvom det betyder en næsten total benægtelse af sit ophav.

Benægtelsen er af og til hårrejsende at være vidne til. I sin forvandling fra lille Johanne Pätges til Fru Heiberg er hun nådesløs. Især hendes afvisning af lillesøsteren Amalie viser i al tydelighed, hvor kompromisløs hun er, og muligvis være, for at lægge det gamle liv bag sig og skabe sig et nyt. Hun konstruerer sig selv. Amalie kommer til at stå som symbolet på den skånselsløse konsekvens af hendes beslutning. Hun må tage slagene for sin storesøster og har ikke samme held til at komme sig oven på den hårde start på livet, de har tilfælles. Men Maria Helleberg lader ikke læseren dømme Fru Heiberg.

Vi kommer ind under huden på denne ekstraordinære kvinde. Romanen fremstår mere som fiktion end som biografi, og det er en styrke, fordi man lever med i den barndom, der former den unge Johanne, og som hun resten af sit liv kæmper med. Det er uhyggeligt, når både far og mor misbruger de to småpiger på hver sin måde, og væmmelsen bliver siddende i kroppen som en påmindelse om, hvorfor det er forståeligt, at Fru Heiberg må kappe alle bånd og søge en familie et andet sted. Det nutidige sprog gør sit til at løfte den biografiske fortælling ud af den støvede historieskrivning, og romanen bliver på alle måder påtrængende og svær at ryste af sig. Også de mange refleksioner over samtidens og hendes egen kunst - og beslutningen om at være loyal over for sin mand, dramatikeren og teaterdirektøren Ludvig Heiberg, da han sakker bagud af dansen - virker troværdige og indsigtsfulde. Problemstillingen er ikke mindre relevant nu, end dengang.

Det er en fordel, hvis man kender lidt til de forskellige personer, der har spillet en rolle i Fru Heibergs liv, men romanen har også sin egen ret med den intense skildring af en udsat piges udvikling til en kvinde, for hvem det er en kunst at leve.

Køb bogen på saxo.com

Maria Helleberg: Scenesat. En roman om Johanne Luise Heiberg
Samleren, 344 sider
ISBN: 9788763826518