Flere nyheder

 
Teater
Dolket i rouladen!

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dolket i rouladen!
Ons. 28. nov. 2012


Har man ikke allerede oplevet kunstnerkollektivet Sort Samvittigheds svingom med Anne Linnet, bør man unde sig selv det. Teaterkoncerten Hvid Magi, der er blevet forlænget ad flere omgange og nu genopsat på Betty Nansen Teatret, har fået sit eget liv som prisvindende, anmelderrost kultfænomen, og det med god grund.

21 af Anne Linnets sange nyfortolkes i en aparte, sort teatercabaret i et hysterisk hvidt islandskab med dybe sprækker. Det er en tour de force både musikalsk og scenografisk, der kalder på de helt store superlativer. Forestillingen er en original, medrivende, forførende, fandenivoldsk, grotesk, ukuelig, eksplosiv, magisk og skæv størrelse, der vrænger af pænhed og konformitet. I dette rige univers er der rum til både rørende inderlighed og rasende kvindelig urkraft, og stykket formår på eminent vis at tilføje nye facetter til Anne Linnets kunstneriske udtryk.

Vi befinder os i blåfrossen kulde på pigespejdertur med lejrbål, hotpants, forslåede knæ og glamrock makeup, der til forveksling ligner løbende mascara. Hvid Magi er således en kontrasternes legeplads, hvor der dygtigt veksles mellem det sårbare og stærke. Disse skift understreges også i musikken, der, udover dominerende vokalpræstationer fra de damer, klimpes afsted på ubehjælpelige små legetøjsinstrumenter.

Der startes hårdt ud med en råbekorversion af storhittet 'Smuk og dejlig' mens 'Ingen anden drøm' får lov at stå lige så sitrende sårbar, som den oprindeligt er tænkt. Det er på hver sin måde ret fantastisk, og højst sandsynligt er det den manglende ironiske distance, som gør forestillingen så gribende. Her er i langt højere grad tale om camp end kitch netop på grund af kærligheden til stoffet.

Uanset om man er fan eller ej gribes man af denne ubetingede hyldest til Linnet-universets rå hjerte-smerte logik, der har masser af både kant, nosser og hjertegods. Lige fra Bollywood-versionen af '1000 stykker', 'Venus' som balkan med bjørneklør, harmonika, tramp og trut til de fremragende små intermezzoer, hvor Linnets tekst bruges som dialog og replikker.

Helt ubetaleligt er det bl.a. da Kitt Maiken Mortensen fnysende, afvisende slår fast med syv tommers søm; "Du troede du tændte mig. Det gjorde du så ikk' lige! Du troede jeg var en pæn pige - Det var jeg så ikk' lige!". Et andet højdepunkt er 'Balløven', der med sin meget direkte, anklagende tekst - "Du er mere lortet end de fleste" - og den gravalvorlige fremførelse får hele salen til både at grine og græde.

Sort Samvittigheds genialiteter sætter sig så udpræget og hjerteskærende på tværs i denne anmelders indre univers, og der er heller ikke et øje tørt, da vi til slut bliver nærmest tvunget ud i fællessang af 'Barndommens Gade'. Undertegnede går dybt bevæget derfra - og særdeles godt underholdt. Hvad mere kan man ønske?

Munden kan ikke tages for fuld her; Sort Samvittigheds Hvid Magi er "ALT det, denne anmelder ka' li'!"

Hvid Magi af Sort samvittighed på Betty Nansen Teatret, 23. november - 22. december 2012.

Se spilletider