|
|
Cato Thau-Jensens velskrevne og velillustrerede historie er både morsom og fantasifuld. Den handler bl.a. om parforholdsproblemer i mellemistiden. Og om hvad der mon kan være den vigtigste egenskab i en verden af sne, vulkaner og farlige dyr: muskelstyrke eller innovation? I stemning og humor lægger bogen sig op ad både Ole Lund Kirkegaard og Gary Larson.
Kanuld er en lille neandertaldreng, som bor i en hule sammen med sin mor Mums og sin far Grabonk. Uden for hulen ligger den vidtstrakte slette, hvor mammutter, kæmpehjorte og sabeltigre går rundt mellem hinanden. I det fjerne ses to vulkaner. En stor og en lille. Hvis den store går i udbrud, bliver det farligt. Så skal der spænes. Men det er svært at løbe i den dybe sne, især fordi Thau-Jensens neandertalere ikke har opfundet så mange praktiske hjælpemidler. De går enten rundt i bare tær eller i højhælede sko.
Det lykkes Cato Thau-Jensen at skabe et helt lille samfund dér på Mammutsletten. Med et vist socialt hierarki mellem familierne. Foruden Kanulds familie har vi Bronko og hans teenage-søn Foyfyr, nogle rå og muskuløse karle, der nedlægger den ene urokse efter den anden. Og så den mere gennemsnitlige familie bestående af Kanulds ven Onk og dennes forældre, Sirut og Morkle. Længst nede på rangstigen har vi Kanulds egen familie. Far Grabonk er nemlig håbløs som jæger og dermed som familieforsørger. Mor Mums har ikke meget til overs for ham. Hun vil hellere have, at han henter noget kød hjem til hulen, end at han går rundt og nørder med sine ubrugelige opfindelser.
Kanuld på Mammutsletten handler om Kanulds forsøg på at navigere i en familie, hvor moren og faren har to helt forskellige dagsordener. Samtidig må han tage sig i agt for de ydre farer i form af Foyfyr, som giver Olferter og Bronko, der truer med "dallerbakker". Og ude på sletten lister sabeltigre sig rundt, og endnu længere væk truer en vulkan med at springe i luften. Selv om Kanulds verden umiddelbart ikke handler om så meget andet end sultne maver, er den alligevel ret kompliceret med en far, der hellere opfinder et remedje til at undgå fedtede fingre, end nosser sig sammen til at gå på jagt.
"Istidshumor for 6-10årige" står der på bagsiden af bogen. Og den er ganske morsom. Både for målgruppen og for de voksne. Der spilles underholdende på kontrasten mellem det, vi ved og kan i dag, og det vi kan forestille os, at neandertalerne vidste og kunne dengang. Både hvad gælder ordforråd, kulturelle begreber og konkrete opfindelser. F.eks. kan man dårligt forestille sig, at neandertalerne i den sidste mellemistid gik rundt og gav hinanden Olferter: "Hvad er en Olfert? spørger Mums, er det sundt for håret, for så kunne jeg godt trænge til en". Eller når Mums kalder sin salat af frossen skvalderkål og pinjekerner for et "statussymbol". På denne måde gør historien grin med både de primitive fortidsmennesker og med de komplekse sociale relationer i vores samtid.
Cato Thau-Jensen har sat logikken fri, og det er på mange måder befriende. Hist og her er de små skæve glimt-i-øjet-detaljer ved at tage overhånd og der skabes næsten for meget distance til personerne. Som f.eks. når Mums siger "tak for nothing". Det er ikke sjovt, hvis det hele skal være sjovt. Dog står de humoristiske indfald generelt ikke i vejen for fortællingen, der drives fremad på sin egen skrumplende facon. Afslutningen er poetisk og får historien til at hænge sammen samtidig med, at den peger frem mod en fortsættelse. Og det virker som om, der sagtens kunne være mere kød på historien om Kanuld og de andre neandertalere. Så skriv endelig videre, forfatter!
Cato Thau-Jensen: Kanuld på Mammutsletten
Gyldendal, 125 sider
ISBN: 9788702116113
