|
|
Fotografen Krass Clement er gået på opdagelse i Østberlin. Det er blevet til en smuk og dragende bog med over 100 fotografier i både sort/hvid og farve. Beskueren suges ind i en lavmælt æstetik af krakelerede mure og alvorlige eksistenser. Små historier antydes og inviterer os til indlevelse i dagligdagens uglamourøse drama.
Man kunne beskrive Venten på i går / Auf Gestern warten som uforsødet østeuropæisk storbyrealisme. I den grad er det det upåagtede og uprætentiøse ved motiverne, der springer i øjnene. En tyk mand i blåt arbejdstøj går hen ad gaden. Bag ham ses en gulbrun bygning, til venstre et vejskilt, der fortæller, at vi befinder os på Oststraße. Manden er lidt uskarp. Udstråler ikke andet end monoton hverdag. Eller billedet af indgangen til nr. 57 B. Ganske vist vidner den strengt symmetriske komposition om fotografen som den ordnende instans, men samtidig er det også bare en bygning med afskallet maling på vinduesrammerne og blotlagte mursten dér, hvor pudsen er faldet af. På døren hænger et skilt med en advarsel, man ikke kan læse.
Clements styrke som kunstfotograf er, at han lige så diskret finder frem til en balance mellem det arrangerede og det (tilsyneladende) tilfældige, hvor virkeligheden bliver indfanget af fotografens skud. Balancen mellem afsenderens tydelige idé og beskuerens fortolkningsfrihed. Som beskuer kan det være rart at få et praj om, hvor vi skal hen. Hvad det er for en historie fotografen vil formidle. Men det kan også være spændende at få lov at digte med, og det får man i høj grad i Krass Clements østberlinske vandringer.
Noget af det bemærkelsesværdige ved Venten på i går er bymenneskets placering. For det første er mange af billederne af bygninger, veje og jernbaner helt, eller næsten helt, uden mennesker. Og når der så er et menneske, er det ofte kun en kropsdel, man kan se, eller det er personer med ryggen til. Alligevel er det historier om mennesker, der bliver fortalt. Vilkåret for menneskeliv i en slidt by. En by som menneskene på mange måder lader til at være underlagt. Så meget desto stærkere virker det, når man pludselig efter alle disse forvitrede mure, rustne lygtepæle og grå fortove bladrer frem og støder på et intenst blik i et alvorligt ansigt.
De enkelte fotografier skaber selvfølgelig også historier i kraft af den sammenhæng, de indgår i med de andre fotografier i bogen. Den ovenfor omtalte mand på Oststraße kommer på et billede langt senere i bogen gående i modsat retning, endnu mere sløret end før. Har fotografen stået og ventet på, at han skulle komme hjem fra endnu en monoton arbejdsdag? Eller har manden bare glemt noget? Hvad er hans livsindhold? Og den nøgne kvindetorso på modsatte side af det føromtalte billede af nr. 57 B. Pludselig bliver den grå bygning podet med liv. Bor hun mon derinde, hende med de bløde former og japanske drømme i form af en blå kimono, der hænger på et skab?
Sidst Krass Clement udgav noget var det Paris, det handlede om (Paris - Carnet de recherche, Gyldendal, 2010). At han denne gang har stået på lur med sit kamera og er gået op og ned ad veje, ind og ud af bygninger et sted i Østberlin, kan vi som publikum godt være tilfredse med. For disse fotografier giver os et både knugende og poetisk indblik i en lang række fortællinger om menneskets mærkelige liv i byen.
Krass Clement: Venten på i går / Auf Gestern warten
Gyldendal, 136 sider
ISBN: 9788702130515
