|
|
Det forrige årtis førende filmfranchise var filmatiseringen af Tolkiens folkeeventyr om den frygteligt fabelagtige ring. Sagaens sidste stykke, Kongen vender tilbage, toppede med elleve Oscarnomineringer og ditto priser. Trilogiens filmfadder, Peter Jackson, er igen på alles læber og snart på alle lærreder. Hobbitten indleder en nybagt Tolkien-trilogi.
Tolkiens sikre sans for sammensat eventyrfortælling har placeret ham suverænt højt på klassikerranglisten. Heldigt for den kanoniserede forfatter, at filmnørden, Peter Jackson, også skriver Tolkien-nørd på visitkortet. Tolkiens filmiske tolk. Intet mindre. Trilogien om ringen var et regulært overflødighedshorn. Til tider et sandt informationsoverload. Det er dette pluralistiske vanvid, Hobbitten: En uventet rejse, har fået i arv. Eller arvæv.
Men handlingen først! Vi skruer viserne tilbage små 70 år, før Ringenes Herre påbegynder sin fortælling. Bilbo Sækker (Martin Freeman) bliver modvilligt rekrutteret af garvede Gandalf (Ian McKellen) til at assistere en flok spøjse dværge i at generobre deres fortabte dværgekongerige, Erebor. Entrepriserisikoen er betragtelig, for modstanderne er rigelige. Dødelige! Glubende orker, diabolske åndemanere, skrupsultne trolde og ikke at forglemme den ildspyende drage, Smaug. Alle tripper de efter at eliminere den optimistiske trup. Men hvor der er vilje, er der som bekendt vej. Og hvor der er sammenhold, er der uovervindelse.
Aktanterne er mange. Rigtigt mange. Heltene få. Antagonisterne adskillige. Lokaliteterne skiftende. Myterne overdimensionerede. Jackson har presset både citroner, appelsiner og grapefrugt, men filmblenderen har gennemmast kunstens første huskeregel - kill your darlings. De konsistente additiver af nye figurer, nye former og nye flader medfører automatisk en mere afglattet fremdrift. "Ind kommer og ud går"-fremgangsmåden humper forpustet og hakker den samlede kohærens i stykker. Filmen arter sig som en doseret mosaik af tætpakkede tableauer med hver sin dramaturgiske kurve. Langt fra en sammenhængende helhed med en defineret start, en meningsgivende kerne og en definitiv slutning.
Som trilogiens prolog er filmen svækket af sin signifikative rolle som præliminært startskud. Det overordnede trilogitema slås an - og det bruger Hobbitten alt for lang tid på. Martin Freemans fortolkning af den tvetydige Bilbo er desuden svag, grænsende til skvattet, mens dværgprinsen er ligeså interessant som en kemisk varedeklaration. Selv Gandalf gentager sine obligate peptalks. Med søvndyssende stemme.
Her forstummer den kritiske røst dog! For hold da op, hvor kæler og kræser Jackson for kinematografien. Filmen er skudt i 3D HFR (high frame rate) - 48 billeder i sekundet modsat de gængse 28. Et kæmpe kvantespring i filmmediets udvikling, som opgraderer billedkvaliteten gevaldigt. Det kan virkelig ses. Og så sandelig opleves! Billederne fremstår skalpelskarpe. Næsten for naturalistiske. Næsten for perfekte. Næsten levende? De snyder nemt det uprøvede øje. Især panoreringerne hypnotiserer. Visuelt guf. Og guf til fantasien!
Fantasifuldhed er da også Jacksons veltrænede disciplin. Magien er uskadt. Filmen er en visuel dagdrøm, et æstetisk fatamorgana. Ingen nulevende instruktør kan sætte et så overbevisende magisk univers i scene. Bjergtagende billeder, spændingsspækkede scener og overvældende opgør. Filmen ægger forestillingsevnen og beruser indlevelsen. Som et ægte eventyr skal gøre det.
Hobbitten halter som helhedsindtryk. Men hitter som filmisk hokuspokus!
