|
|
Storhed og fald i Shakespeares mesterværk, Julius Cæsar. Rehabilitering og refleksion i Taviani-brødrenes postmoderne fortolkning af det monumentale drama. Udstødte fængselsfolk folder sig ud som grandiose skæbner under spartanske forhold. Fængslets klaustrofobiske arealer stimulerer, paradoksalt nok, kunstens opvækkelse. Mens det romerske afsæt bliver fangernes åndelige metamorfose. Og filmens fine force.
"Jeg kan ikke lide en mand med et magert ansigt. Han ser dyster ud, som om han tænker for meget. Jeg vil se fede mænd, som æder og drikker", proklamerer Cæsar, da han får øje på den sammenbøjede senator, Cassius. Cæsar er på toppen af sin glorværdige karriere. Dristig og egenrådig. Ingeniøs og insisterende. Men også forhadt. I al fald af den intrigante senatorstand. Rygterne om Cæsars herskersyge har vinger. Bliver republikken Rom til et despotisk monarki?
At idealmennesket Cæsar gemmer på et autokratisk ambitionsmenneske synes særlig svært at sluge for hans nære ven, Brutus. Imod sin bedre overbevisning bliver han det eksekutive element for senatorernes sammensværgelse. Brutus` moralske kontemplationer konstituerer skuespillets symbolske rygrad. Cassius, den snedige agitator og beregnende bagmand, blænder som den dynamiske modpol til Brutus` etiske overvejelser. Dræbt bliver nu den kloge Cæsar, der på sit dødsleje ytrer de famøse ord - Et tu, Brute? (Også du Brutus?). Hermed fødes ikke blot en historisk legende, men tilmed en litterær mastodont.
Nu overføres legenden til det store lærred. Igen. Shakespeare - et navn, selv litterære analfabeter kender. Englands dramatiske stolthed, enhver skuespillers drøm og alle teatersceners ultimative manddomsprøve. Også filmmediets darling. Fra Laurence Oliviers højstemte adaptationer til Kenneth Branaghs moderne iscenesættelser. Fra Elizabeth Taylors svulstige Cleopatra til Julia Stiles opdaterede trold, der kan tæmmes. Hidtil 420 filmatiseringer. Heraf tre engelske spillefilm baseret på Julius Cæsar. Shakespeare er bestemt en populær herre. Mon Julius Cæsar på italiensk kan bibringe noget nyt?
Absolut! Aldrig har Shakespeare taget sig så neorealistisk ud som i de italienske celler. På underfundig vis får det højspændte drama et betagende modernistisk aspekt, når rollerne spilles af rigtige fanger, der mærker tilværelsens faldgruber på første parket. Taviani-brødrene har castet virkelige fanger. Kameraet følger dem, mens der afholdes prøver rundt omkring i fængslet. Det asketiske fængselsterræn transformerer sig fra at være en primitiv filmkulisse til en utraditionel slagmark for storladne følelser. En bizar blanding af fiktivt dramastof og faktuelle udøvere. Og alligevel tilfører det filmen en emotionel dybde, der både syner ægte og synes opslugende.
Fangerne sidder inde for mafiamord og narkohandel. Flere endda med livstidsdomme. En smertende erkendelse af livets fængselsindskrænkning indplacerer fangerne så gnidningsfrit i Shakespeares eksistentielle univers. Angst og indsigt portrætteres poetisk. Altid tilstedeværende er en underliggende sorg, tragisk forankret i virkeligheden, men fremmeligt afspejlet i filmens filosofiske indhold og stilbevidste opbygning. Dramaet er i centrum. Rekvisitterne få. Replikkerne både indstuderede og improviserede. Og stilen så nøjsom, at den rimer på filmisk forsagelse.
Det dokumentariske er fordybende. Det fiktive berigende. Fængselsdramaet bliver fangernes - og filmens - forløsningsarena. Cæsar skal måske dø, men filmen af samme navn lever i bedste velgående!
