|
|
Eventministeriet inviterer indenfor i Det Røde Rum til en rå og velspillet udgave af Nick Caves Bunny Munro. Det er en intens og nærværende forestilling, der bæres af de to skuespilleres nærværende præstationer.
Asbjørn Krogh-Nissen og Ida Cæcilie Rasmussen er de eneste to skuespillere på scenen i stykket, der er iscenesat elegant og med sans for virkemidler af Maria Kjærgaard-Sunesen. Eventministeriets forestillinger i Det Røde Rum er - af nød eller af lyst - kendetegnet ved meget korte prøveforløb, så inden starten på stykket informeres tilskuerne om, at det er med hjertet udenpå tøjet, at stykket sættes i gang.
Det var dog ikke nødvendigt at advare om, skulle det hurtigt vise sig. For Krogh-Nissens dæmoniske charlatan Bunny Munro fanger publikum ind, allerede da han sætter sig ned foran en kvinde på forreste række, og smører hendes hånd ind i lotion. Bunny Munro er omrejsende sælger af skønhedsprodukter, men hans job er kun en anledning til at møde og erobre så mange kvinder som muligt.
Han er dog ingen Don Juan, snarere en nedbrudt tyndhåret mand, der ikke har fundet anden mening i livet end at knalde den ene kvinde efter den anden, og han er således i højere grad et udtryk for en desperat og ynkelig eksistentiel håbløshed end nogen som helst form for forføriskhed.
Krogh-Nissen spiller både Bunny, hans aldrende fader samt den fortabte søn, der med undren ser sin fader gå i stykker for øjnene af ham, overladt som han er til denne mand efter moderens død. Stykkets måske stærkeste scene er således en ophidset scene mellem disse tre, hvor Krogh-Nissen ved hjælp af en lommelygte formår at holde de tre karakterer levende. Enkelt, effektivt og dybt imponerende.
Rasmussen legemliggør en række kvinder, og gør det ligeledes overbevisende. Stykket kræver store skuespilpræstationer, og de leveres af begge.
Om Nick Caves forlæg kan man hævde, at dens fokus på en oppustet mandsling med et forkvaklet og indbildt forhold til egen potens, fanget i en cirkulær blindgyde af nedarvet elendighed måske ikke rummer den originalitet der skaber store og imponerende teaterstykker. Men til gengæld har hans konsekvente stil noget over sig, der hæver ham ud af flosklernes overfladiskhed og ind i et rum, der godt nok ligner en masse andet, men i sidste ende skaber noget, der besidder en vis originalitet. Og det er måske her stykkets helt store præstation ligger, der skabes nemlig en lille, intens verden, der udfolder Monroes nedtur med humor, intensitet og vognlæs af desillusion.
Alt i alt er stykket en cadeau til de to skuespillere, samt hele holdet der har formået at gøre den minimalistiske iscenesættelse til en styrke, der skaber et rum ved siden af det normale og hverdagslige, hvor skuespillet kan folde sig ud, og give tilskuerne en stærk og vedkommende oplevelse.
Bunny Munro i Skuespilhuset, Det Røde Rum 9. - 18. december 2012.
