|
|
Tempos Bons emmer af latinamerikansk stemning. Det brasilianske guitartalent Diego Figueiredo leger sig bl.a. igennem populære lokale klassikere og kendte jazzstandards. Han flankeres af store navne, men albummet er mest interessant, når han selv er i centrum.
På cdens flap kan man læse jazzanmelder Finn Nielsens beskrivelse (på engelsk) af denne kompilation som; »Sensuelle og poetiske musikalske postkort fra landskaber, virkelige og uanede, hvor melodi og rytme og ungdommelig skaberkraft fejrer triumfer med livsglædens og sanselighedens musik«. Efter så smukke ord er det lidt kedeligt at være den, der opfordrer til lige at spise brød til.
Undertegnede har (som alle andre) været meget begejstret for Diegos akustiske album Dadaiô, der blev indspillet i København i 2008. Et album denne anmelder strengt taget først blev opmærksom på efter en bragende koncert på Jazzhouse Montmartre tilbage i april. Her blev nysgerrigheden på Diego så til gengæld også vakt - bedre sent end aldrig - og at der er tale om et virtuost guitartalent af sjældent format står lysende klart.
Hvis man får chancen, bør man unde sig selv denne charmerende Diego live. Uhøjtidelig, legende og en fandens talentfuld fortolker af snart sagt hvad som helst. Teknisk sidder det lige i skabet og meget af guitarspillet virker som ren improvisation over et givent tema - på ekstremt højt niveau.
Nærværende album har dog lidt karakter af 'feel good compilation'. Især samarbejdet med sangerinden Cyrille Aimée, der ellers lyder som en fransk Lisa Ekdahl, falder fladt ud. Eksempelvis forekommer 'Que Reste-t-il' og 'Dindi' som noget lige vel klichéfyldt, romantiseret studieknald, der leder tankerne hen på en crooner som Henri Salvador. Charmerende eller penibelt, alt efter temperament. Bedre går det på indspilningen af 'Old Devil Woman', hvor der er god scat-improvisation i Aimées vokal, men det er så udtalt Diegos guitarekvilibrisme, der trækker læsset.
Med stort overskud smider han rundt med hastigheder og refererencer efter forgodtbefindende, og albummet stråler, når det er i centrum. Åbningsnummeret 'Na baixa Do Sapateiro' indleder med en inviterende, uptempo bluset guitarrytme, der kækt leger med både genrer - samba, jazz, flamenco, vals(!) m.m. - og temposkift. Der skiftes fra det fine til det voldsomme på få akkorder, og det fortsætter for så vidt i den livlige 'El Colibri', der byder på dramatisk og lynende hurtigt fingerspil.
I 'Spain' bliver den 70-80'er inspirerede fusionsjazz ret originalt "spanificeret" i et særdeles klangfyldt lydbillede, og Junior Meireles og Milton Batera støtter godt op på hhv. bas og trommer. Og netop basgangen på den delikate 'Carinhoso' må også lige nævnes. Som en smuk detalje ekkoes her selveste Pink Floyds 'Hey You' fra The Wall-albummet. Man kan ikke andet end smile.
Elementer som disse løfter Tempos Bons til en lille fest. Evigt afvekslende i tempi og temaer. Her kræves en lytter, der går ind i musikken - og et rigtig godt anlæg. Ikke mindst på albummets absolutte højdepunkter; de NHØP-inspirerede ''Retratos do Nordeste' - på intense, smukke næsten elleve minutter - hvor Batera spiller fornemt op til Diego og den kendte jazzstandard'Stella By Starlight', der i denne udgave får godt med swing. Bassen fylder meget naturligt mindre her end hos NHØP-trio, og Diegos guitar danser afsted i front (det gør den virkelig!) med et genialt mix af latinamerikansk tradition og referencer til den svenske jazzguitarist Ulf Wakenius. Det er storslået.
Projektet bliver til gengæld uinteressant, ja ligefrem kedeligt, når fokus flytter sig fra hovedaktivet, der er og bliver Diegos helt imponerende guitarspil. Tempos Bons er af samme grund endt som et blandet album, hvor langt fra alt fungerer og fascinerer. Det der gør, får dog denne anmelder til at tilgive meget.
Diego Figueiredo: Tempos Bons ude som cd fra Stunt Records i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival 2012.
