|
|
Mandag den 17. december indtog amerikanske Stone Sour med James Root og Corey Taylor (også kendt fra Slipknot) Vega. Trods et nyt album i ryggen og masser af selvtillid - ikke mindst fra frontmanden - leverede de et noget monotont livesæt.
Efter en solid og meget taknemmelig opvarmning fra danske The Interbeing, gik Stone Sour på scenen, for - med en uhyre veloplagt frontfigur - at promovere et nyt album. Stone Sour gik til stålet og frontmand Corey Taylor, formåede nok engang at etablere en stærk kontakt med publikum, hvilket var katalysator for aftenens høje energiniveau hos publikum. Corey er Stone Sours talerør, og han benytter enhver lejlighed til at gøre opmærksom på sig selv og på at gejle publikum op. Og det var et meget engageret publikum! Hver gang Corey ville have salen til at lave larm, blev der larmet, og publikum blev belønnet med anekdoter om, hvor højt Stone Sour elsker København, Vega og alt hvad der på denne aften havde noget med Danmark at gøre.
Gruppen fyrede en blanding af sange fra deres 4 plader store bagkatalog af. Lyspunkterne indtraf for alvor under de stærkere skæringer fra Come Whatever May og sæligt "Mission Statement" fra Audio Secrecy, hvor den fængende omkvædsfrase "just tell me who I am!" fik salen til at koge. Samspillet gruppen imellem var også solidt, men deres fremtoning var meget tilbageholdende især hos de to guitarister. Undertegnede savnede en langt mere tilstedeværende attitude, så det ikke kun havde været Corey der sprang rundt på scenen og holdt gang i løjerne. På et tidspunkt begyndte hans kontakt med publikum næsten at virke som en kompensation for resten af bandets tilbageholdenhed. Han talte nærmest med publikum efter hver eneste sang, og vi skulle hele tiden råbe "YEEEAAAAAAAHHHH" på spørgsmål som "Is this what you motherfucking want???" Efterhånden mistede det desværre sin pondus - ligesom musikken.
Stone Sours bagkatalog er ved at være en blandet fornøjelse. De er, som sagt, altid uhyre velspillende, men sangkonstruktionerne er sjældent særligt mærkbare og undertegnede endte med en følelse af, at bandet ikke udløste sit potentiale. Musikken var tung, høj og bedst når Corey slog over i growlende, frådende brøl. Selve de groovy hårdtrockende sange ligner hinanden meget, det er de samme virkemidler der bruges, og når variationen udebliver taber det sin effekt. Det gjorde det desværre for denne anmelder, selvom store dele af publikum tilsynelandende var ellevilde.
Stone Sour i Vega den 17. december 2012.
