|
|
Pi som moderne Robinson Crusoe. En bengalsk tiger vikarierer for Fredag. Mens det summende Stillehav bliver scene for et eksistentielt stævne. En mand møder sig selv. Og finder gud! Bestsellerbomben, Life of Pi, er endelig svømmet op til filmoverfladen. Med ingen ringere end Oscarvinderen, Ang Lee, bag roret!
Hvordan filmatiserer man et eksistentialistisk værk med et subjekt i samspil med sig selv? Det siges, at Dostojevskij er svær at omsætte til film. Kafka nærmest umulig. Camus decideret utænkelig. Hvordan pokker har taiwanske Ang Lee så båret sig ad med at sætte en ensom mands ensomme oplevelser på et ensomt hav i filmisk scene? Og endnu vigtigere - hvordan er han sluppet så svimlende smukt fra det? Filmen om Pis liv er så sandelig storslået. Og mere til.
Momentvist også mindre. Indlysende insisterende intentioner irriterer. Forcerede filmgreb forpurrer. Nogle gange er less altså bare more. Små skønhedsfejl i en svirende smuk filmsatsning saboterer ikke den samlede oplevelse. For Life of Pi er storstilet. Stort sindbillede. Stilet storyline.
Afgangsstationen hedder Indien. Ankomstdestinationen Canada. En indisk familie sejler mod nye horisonter. Den yngste søn, Pi, er modstræbende. Faderens uventede beslutning om at flytte familien fra indisk provins til canadisk storby under mottoet - "We will sail like Columbus" - får den kløgtige Pi til at udbryde: "But Columbus was looking for India!" Ligesom Columbus, der kastede anker ved et forkert kontinent, ender familiens ekspedition ganske tragisk. En skæbnesvanger storm får skibet til at synke. Kun to overlever. Pi og en vild tiger med det domesticerede navn, Richard Parker. Et umage par. En vanskelig konstellation.
I sine spæde barneår forsøgte Pi en enkel gang at knytte bånd til den stribede skabning. Men tigeren er et dyr. Uden sjæl og uden tanke. Det påstår faderen, der gengælder Pis nysgerrighed med - "You think tiger is your friend, he is an animal, not a playmate." Men Pi bekender, at "animals have souls. I have seen it in their eyes." Tvivlen har dog rodfæstet sig. Det er med denne kvæstede verdenstilgang, at Pi befinder sig ude på det farefulde ocean, på en primitiv redningsbåd, med et af verdens farligste dyr og en sorg så dyb, at den synes bundløs. En vaklende dans på afgrundens rand. Fald eller forløsning?
Tilbage til rødderne. Oscarrødderne. Ang Lee bringer den guddommelige ontologi i spil på samme måde som i Crouching Tiger, Hidden Dragon. Life of Pi er også filmisk zen med tryllebindende billeder, der er langt mere end finpudsede pixels. Det er mesterligt orkestreret visuelt arbejde med beundringsværdige æstetiske delikatesser, magiske og metafysiske. Ingen postkortidyl i banaliseret indpakning. Men åndfulde godbidder med sanselig visuel livspoesi, der fremtryller stemningsfuldt dagdrømmeri og følelsesfuld power.
Som når Pi står oppe på sin primitive tømmerflåde, og Richard Parker ser stolt tilbage på ham fra redningsbåden. Himlens orange nuancer afspejler sig i vandets bølgende overflade og ligner et holistisk ildspektakel. Brusende væren i ingenmandsland. Livet og døden og kunsten i tæt omfavnelse. Det er de helt store temaer, Pi smider op i æteren. Mennesket og meningen. Eksistensen og erkendelsen. Håbet, kærligheden. Og troen! Ja, troen. Menneske og gud i målestoksforhold. Den guddommelige komedie grundlagt på menneskelig tragik. Men Ang Lee balancerer bravt mellem sørgespil og forhåbning. Gud er hverken død eller skabt i menneskets billede. Kanske den ensommes flugt ind i ensomheden, som Freud udtrykte det.
3D-effekterne fungerer forbilledligt, mens Suraj Sharmas Pi er et uforglemmeligt bekendtskab. Filmen om ham er en kæbedroppende cadeau til fantasiens forløsende frelse.
