|
|
Beatles-teaterkoncerten Hey Jude i Forum får hele armen. Større og flottere end Come Together-succesen på Østre Gasværk synes intentionen, der dog langt fra indfries.
Den største teaterkoncert nogensinde lyder undertitlen til Hey Jude. Allerede inden forestillingen begynder, får vi at vide, at den er en succes. 47.000 solgte billetter! Det klapper vi så af. Forventningsfulde og parate til at blive overbevist af et prangende udstyrsstykke, hvor Cederholm og brødrene Hellemann har sat alle sejl. Her er ikke sparet på noget, forstår vi. Det skulle da lige være på råmaterialets poesi, viser det sig.
Universet er lige dele galt gøglercirkus og dyster byggeplads. Udover særdeles flittige vindmaskiner udgøres det store scenerum af containere og en kæmpe kran, som sangerne hejses op i og kravler rundt på efter alle kunstens regler. Ikke engang tyngdeloven regerer her, men illusionen om, at alt kan ske, er langt væk i dette indstuderede show af dimensioner.
Publikum blæses bagover. Dels af effekter og helt bogstavelig talt. De avantgarde pangfarvede dragter pustes op i oversize og den evindelige blæst suser i snart sagt alle numre. Varm luft-associationen er således snublende nær. Det samme er referencerne til 1980'ernes arenarock-klichéer à la Def Leppard og Mötley Crüe, hvor der var godt med spade, showattitude og vind i det puddelrockede hår. Det blæser og blæser forestillingen igennem, men swinger det? Svaret er desværre overordnet nej, hvilket selvfølgelig slet ikke holder, når grundlaget nu netop er Beatles-sange.
Men lad os dvæle ved højdepunkterne i dette ekspressive stykke, der vil så meget. Scenografien i "Oh Darling", hvor Cecilie Stenspil er fanget alene i en kæmpe luftbobbel, er rørende. Symbolikken fortsættes i "I Want To Hold Your Hand", hvor Mark Linn kravler rundt ovenpå og ikke kan nå ind til hende i boblen. Her får vi en fortælling og en symbolik, som er til at forstå og investere følelser i. Det fungerer.
I parantes bemærket er det også ganske vittigt at "Don't Let Me Down" pludselig forståes så vældig bogstaveligt med en Troels Lyby, der partout vil forblive hængende fra sin krog, og den svævende sofa i "Let It Be" forlener meget fint tekstens næsten klodsede naivitet og skrøbelige poesi. Det er et smukt billede at få formidlet.
Og så er der den 19-årige gymnasieelev Jaleesa Johnson, som man må lægge sig fladt ned for. "Any Time At All" er hendes første solo, og den imponerer ganske enkelt. Et følelsesfuldt nærvær trænger insisterende igennem lagene af lir, og en umådelig sprød stemme kravler helt ind under huden på undertegnede. Ligeledes evner hun flot, i den korte version af en kækt vuggende "When I'm Sixty Four", at sætte tekstens underliggende desperation i front.
Derefter skal man desværre vente helt til slutningen af 2. akt, før hun igen er i centrum. Til gengæld er Jaleesa retteligt blevet tildelt selveste titelnummeret, som er aftenens flotteste. Hun tilfører den stille ballade en uimodståelig vemodig sødme og gør vitterligt den triste sang bedre(!), mens hun tappert hejses meter op i et kæmpe skrud, der fyldes ud som en varmluftballon imens lyspletter tindrer over hele salen. Det er storladent, smukt og magisk betagende, lige som man havde håbet hele forestillingen ville være det.
At intet kan slås for stort op er en god præmis, når man nu har hele Forum til sin rådighed. Hverken de rockede nyfortolkninger eller den storstilede iscenesættelse tilføjer dog noget nyt eller interessant til Beatles-universet, og det er en gedigen skuffelse.
Hey Jude i Forum den 28. december 2012 - 15. januar 2013.
