| |
(Foto: Miklos Szabo)
Lyd og musik er en drøm i Operaens klassiske forløsning af "Carmen", om den smukke, fandenivoldske sigøjner-femme fatale, der forfører sig frem i verden, men ikke vil ejes af nogen.
Der er god stemning i Operaen denne re-premiereaften. Folk er festklædte og fra orkestrets side kvitteres der med en mindst lige så feststemt ouverture. Den spanske stemning fejer således ind over os fra start. Det er legende, det er voldsomt, og frem for alt er det forførende.
Carmen er en inciterende, sanselig opera, hvor der både er temperament, tango og tobak i luften, som fabrikkens cigarpiger får fyraften og kommer ud til de ventende soldater, der flokkes om dem. Mest fager af dem alle er selvfølgelig Carmen, den seksuelt frigjorte og uafhængige diva, der lægger mændene ned på stribe med sin charme. Anna Caterina Antonacci udfylder rollen forbilledligt som en karismatisk sanseeksplosion af kvindeligt (livs-)begær med løfte om frihed på alle fronter. Carpe diem incorporated, om man vil.
Soldaten Don José prøver ellers tappert at stå imod Carmens tiltrækning, for han skal giftes med den yndige Michaëla, som Inger Dam-Jensen flot formår at gøre både bly, stolt og (an)klagende, så gåsehuden spreder sig. Det er dog svært, for ikke at sige umuligt, at hamle op med den impulsive og næsten dæmonisk tiltrækkende Carmen. En klassisk luder/madonna-opdeling er fornemt i spil, og hvad skal han gøre den arme Don José? Når først Carmen har udset sig sit bytte og byder sig til, er der ikke noget reelt valg. Det samme gælder Don Josés rival, tyrefægteren Escamillio (Levente Molnár), der med sin dybe, dybe baryton synger os næsten helt ned under gulvbrædderne, og det samme gør sig for så vidt gældende for publikum.
Man er nødt til at overgive sig og lade sig betage, ikke mindst på grund af Bizets iørefaldende melodier, som mange vil nikke genkendende til, selvom de ikke er habile operagængere. Undertegnde sad så priviligeret, at der var udsyn til orkestret, som denne aften blev fløjlsblødt dirigeret af Vello Pähn og imponerede med flot dynamisk spænd. Fra de mest sagte spillede fingeranslag på violinerne, tværfløjtens hurtige triller over i dramatiske trommer og den brusende volumen af et helt orkester, der spiller igennem, var det en regulær fest af vellyd, som stadig sidder i kroppen. De enkelte instrumenter stod knivskarpt, og Operaen fik virkelig vist, hvad den kan. Storslået!
Som så ofte med opera er det hele på liv og død, og med tyrefægtertemaet som integreret del af historien er associationen til denne sensuelle Carmen som matador ikke fjern. Iklædt blodrød korsage får hun mændene til at se rødt, og selv dygtige matadorer må som bekendt lade livet for tyrene nogle gange.
Fortællingen ender i tragedie, som det sig hør og bør. På trods heraf, går man nynnende og opløftet ud i natten med lidt spansk tango-tramp og knejsen med nakken. Det er det her, vi har en nationalscene for.
Carmen
Operaen, Store Scene
Se spilleplan
Musikalsk ledelse: Vello Pähn.
Iscenesættelse: David McVicar ved Anne Fugl. Scenografi: Michael Vale.
Sangere: Anna Caterina Antonacci (Carmen), Andrew Richards (Don José), Inger Dam.Jensen (Michaëla), Levente Molnár (Escamillio) m.fl.
