|
|
(Foto: Miracle Film)
Du skal ære din far og din mor! Biblens fjerde bud. Agtelsen for ophavsretten lader sig ikke benægte. Men hvad med den omvendte formel - skal forældrene ære deres børn? Og hvad sker der, når de ikke gør det? Det giver den schweiziske Sølvbjørn-vinder, "Drengen fra bjerget", et bevægende bud på.
Velassorterede europæere sætter solide skispor i det schweiziske snelandskab. Blandt dem går en skrøbelig drengestørrelse med en maskerende elefanthue trukket godt ned over ansigtet. Han skal hverken ses eller høres. Han er inkognito. En undselig skygge, som kontrasterer vintersolens luminøse liebhaverliv. Den omflakkende drengefigur hedder Simon (Kacey Mottet Klein) og er tolv år. I virkeligheden kunne han være meget ældre, for Simon traver dagligt det prestigefulde skisportssted tyndt for at stjæle smarte ski og seje støvler. Det stjålne udstyr sælger han videre med stor professionalisme til landsbyens mærkevaregrådige børn og fattige arbejdere.
Profitten bliver ikke brugt på luksusting og statementvarer. Den giver brød på bordet, tag over hovedet og lys i pæren. Simon, barndommens Jean Valjean, er på en undergravende overlevelsesmission. En mission, der understøttes af hurtige reflekser, lange fingre og en opmagasineret samvittighed. Han bor nede i dalen i et trøstesløst byggeri sammen med sin eskapistiske storsøster Louise (Léa Seydoux). Forældrene er døde, og søskendeparret har kun hinanden. Eller har de det?
Børnestjerner bliver ofte kun dét, navnet antyder. Altså stjerner som børn. Og ikke længere. Men Kacey Mottet Klein er det mest skinbarlige talent, denne anmelder har set i lange tider. Med en næsten blasert stil indfanger han det ømfindtlige krydsningsfelt mellem barn og voksen. Mellem barndommens uselvstændighed og voksenlivets fremmedgørelse. Mellem voksentilværelsens overlevelsesstrategi og barndomstidens skrøbelighed. En følelsesmæssig hvirvelstrøm, som, når gengivet sensitivt som i dette tilfælde, suger tilskueren ned i sit komisk-tragiske dyb. Hvert et blik fortæller sin egen historie, og man er ganske enkelt starstruck af Simons karismatiske nærværelse.
Léa Seydoux giver den også gas som mut storesøster, der frekventerer byens barer og forløser sig på bunden af tomme flasker. Skiftende kærester giver hende tæsk over tryghed og blå mærker rundt om øjnene. Hendes umiddelbare taber-identitet står i skærende kontrast til Simons surviver-gen og illustrerer eksemplarisk ironien i den bagvendte magtrelation. Storesøsteren, som ynkeligt tigger om lommepenge hos sin velbeslåede lillebror. Den økonomiske fødekæde balancerer fint vendt på hovedet, mens søskendeparrets emotionelle vakuum brillerer med sin hjerteskærende tilstedeværelse.
Som i et typisk europæisk karakterdrevet plot sker der meget lidt i filmen. Selv om handlingsaskesen er forløsende, efterlader den på samme tid et søvnigt aftryk af status quo. Simon udvikler sig ikke undervejs, og selv søsterens halvhjertede kursændringer synes stillestående. Den observerende stil præger filmen hen imod det dokumentariske, mens dialogen er befriende afklædt for docerende moraler. Dertil er filmens fortællingsrygrad stærk nok i sig selv. Man går måske ikke klogere ud af biografen. Men absolut berørt.
Drengen fra bjerget
Se spilletider
Se filminfo
