Flere nyheder

 
Litteratur
Forfattere på prædikestolen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Forfattere på prædikestolen
Ons. 23. jan. 2013

"Forfatterprædikener i Sankt Jakobs Kirke" er en samling nye refleksioner over kristendommen og troen. Bogen består af prædikener, som forfattere har holdt i 2012 i Sankt Jakobs kirke på Østerbro. Blandt de inviterede var Rune T. Kidde, Jørgen Leth og Suzanne Brøgger.

Traditionelt forventer man, at en præst udlægger evangelieteksten i en prædiken, men egentlig er det muligt for enhver at blive inviteret til at prædike. Denne mulighed valgte man i Sankt Jakobs kirke at give til 16 forfattere i et ønske om at vise folkekirken som et sted for både tradition og fornyelse. Alle fik den samme opgave: at prædike over den evangelietekst, der hørte til dagen. Resten var op til dem selv, og der ville ikke blive pålagt dem nogen form for censur.

Før hver prædiken er der trykt en liste over de salmer, der er blevet sunget ved gudstjenesten, og den evangelietekst, der er blevet prædiket over.

De 16 prædikener skabte en del opmærksomhed - både i pressen og lokalt i menigheden. Kirken trak fulde huse, og der opstod debat om, hvad der kunne og ikke kunne siges fra prædikestolen. Denne udgivelse af prædikerne i bogform er afslutningen på projektet.

Som lokalbeboer har jeg af nysgerrighed deltaget i to af disse prædikener (Pablo Llambías og Rune T. Kidde) og fandt, at prædikenerne fungerede i forhold til, hvad jeg plejer at få ud af en gudstjeneste: en refleksion over troen. Da jeg stod med bogen, havde jeg en nysgerrighed over for de andre forfatteres prædikener og en tvivl om, hvorvidt teksterne ville fungere, når jeg nu sad i toget på vej hjem en eftermiddag i stedet for at befinde mig i et kirkerum med resten af menigheden.

Det siger sig selv, at når 16 ret så forskellige forfattere samles i en bog, bliver den noget fragmenteret i sin form. De enkelte forfattere har valgt deres eget personlige udgangspunkt. Prædikenerne spænder vidt fra at være fiktive fortællinger ud fra den givne evangelietekst til forfatterens egen erfaring med kristendommen. Der er tekster, der sprogligt og indholdsmæssigt lægger sig tæt op ad en præsts, og der er tekster, der er provokerende i både ordvalg og indhold. Mange af teksterne forholder sig i en eller anden grad til det personlige forhold til tro og tvivl. Fælles for alle tekster er, at de giver god mening i forhold til evangelieteksten, der bliver prædiket over. Et andet fællestræk er en generel tillid og respekt mellem forfattere og kirke. Her har forfatterne fået frit spil, og denne tillid har skabt en respekt, som er gennemgående. Budskabet i den enkelte prædiken er nemt at forholde sig til - også når man møder den uden for kirkerummet.

Bogen kan anbefales, hvis man er ude efter andre vinkler på evangelieteksterne eller savner refleksioner over det kristne livssyn, som ikke forudsætter, at man er troende. Alt i alt fremstår bogen som et vigtigt billede på udvalgte menneskers forhold til kristendommen og troen i dag.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Forfatterprædikener i Sankt Jakobs Kirke
Red.: Pablo Llambías og Rasmus Nøjgaard
Gyldendal, 194 sider
ISBN: 978-87-02-13380-6