Flere nyheder

 
Teater
Vertikal dans på Republique

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Vertikal dans på Republique
Man. 28. jan. 2013


(Foto: Per Morten Abrahamsen)

Genren er ny og spændende, og danserne smidige jernkvinder, der på imponerende vis indtager rummet fra ende til anden og væg til væg i akrobatiske formationer. Men historien mangler i "The Room"s surrealistiske virkelighed, og Esther Wrobel taber sit publikum i det øjeblik, begejstringen over det nye univers har lagt sig.

Luftdans, vertikal dans, nycirkus. Der er sat mange prædikater på Esther Wrobel og Cie Lezartikals forestilling, The Room, der spiller på Republique frem til d. 1. februar.

Og at der ikke er tale om en almindelig danseforestilling, er der allerede fra første sekund ingen tvivl om. Her indtager Esther Wrobel selv scenen som en spiderwoman, der iført klatreudstyr kravler op og ned af væggen i det lysrum, der danner rammen for hele forestillingen. Fra The Rooms start til slut får publikum fornemmelsen af at være placeret midt i en surrealistisk virkelighed, hvor rummet roterer, og personerne springer fra den ene væg til den anden i akrobatiske formationer.

Sværhedsgraden i luftdansen kan være svær at vurdere, og man bliver hurtigt forført af den legende lethed, danserne elegant bevæger sig med fra den ene ende af rummet til den anden. Men kigger man efter, kan man se den imponerende styrke og smidighed, de to jernkvinder skal være i besiddelse af for at kunne bevæge sig ligeså let som en figur i et computerspil, og man er ikke tvivl om deres talent.

Men til trods for en uundgåelig begejstring over det nye og spændende univers og dansernes imponerende bevægelser formår Esther Wrobel desværre ikke at fastholde sit publikum. Uden en historie til at binde rum, dans og akrobatik sammen med, fristes man til at sige, at luftdansen bogstaveligt talt ikke er andet end luft og en smule kedeligt i længden.

Man går derfor fra The Room med fornemmelsen af at have været vidne til en ny genre, der med sin blanding af dans, cirkus og akrobatik har potentialet til at danne rammen for noget fantastisk. Med sine 45 minutter bliver The Room en forsmag på det fantastiske, som måske vil blive ramt til fulde næste gang, hvis fokus ikke kun er på forestillingens form, men også på dens indhold.

The Room
Teater Republique
Se spilleplan