|
|
Det handler om druk og død samt svigt, sol og sprog i denne smukke poetiske prosa, hvor fin metaforik går hånd i hånd med fortænkt distanceblænding. Jonas Rolsteds digtdebut "Flex Death" fik så meget og så rosende omtale da den udkom (i oktober 2012), at det var svært ikke at blive nysgerrig - og det er denne anmelder sådan set stadig efter endt læsning.
Med sine 92 sider er Flex Death en stramt komponeret sag, der i ti kapitler, som hver består af 30 nummererede små prosastykker, afdækker momenter af levet liv - ikke mindst i form af barndomserindringer. Og man fornemmer svigt og rå opvækst i Rolsteds på en gang intense og flagrende digte. Den alkoholiserede far står som et grundlæggende livsvilkår - og dermed også som et mere eller mindre implicit omdrejningspunkt - når verden vendes og erkendes i en lang række spejlinger og gentagelser.
Sprogligt begejstres undertegnede af ideen om, at "Kopperne hænger under kaffen som lagner ud af mørke vinduer". Og senere tages billedet op igen: "Min mund er et lys der flakker rundt i kaffens mørke." Digter-jeget bliver her selv en lille sol i en universel ensomhed, der fiffigt trækkes ned på jorden, idet der trods alt "kun" er tale om "kaffens mørke". De mange, lange messende passager med solen som figur, har til gengæld mere karakter af stilistisk øvelse. Lydlig lækkert om noget - "Solen etablerer en logik. Solen etablerer et sprog. Vi er selv sol. Se selv. Sol" - og så er denne anmelder mere til "frostens bløde, bøjelige følehorn".
Bedst er det dog, når Rolsted nærmer sig det konkrete. Her er han knivskarp, og at alt ikke har været lutter idyl er ikke for meget sagt. "Som far, så søn"-ordsproget klinger skrøbeligt desperat i: "...den knuste flaske som former en form for sætning på gulvet i mørket." Og "Slagene er en dyne min kind havner i" står som et stærkt sammensat billede, der går lige i hjertet. Samtidig er refleksionerne over faderen fyldt med ømhed: "Min far kunne også virke meget kejtet. Spinkel, ranglet, kejtet. Også ret feminin. Jeg synes der er noget forsonende over alle sådan nogle små ting jeg pludselig kommer i tanker om nu."
Jobbet som hjælper giver også godt konkret stof til de lyriske abstraktioner, der nok en gang binder an til druktemaet: "Mange af borgerne er alkoholikere - men overraskende mange af de ansatte er det også", lyder det eksempelvis forskelsudviskende. Forud for dette bliver det på en gang gribende og distanceret konstateret: "Men det er et indviklet væv af følelser det arbejde afsætter i mig. Først og sidst nogle meget dybe stød af lykke."
Kan man ikke hjælpe sin far, kan man i det mindste finde tilfredsstillelse i andre hjælperroller og -relationer. Som et møl mod lyset (her endda forstørret til selve solen) higes der efter "beruselsen ved på en eller anden måde at ofre sig for andre". Det bliver i Flex Death til en sprogligt sitrende og paradoksalt selvbevidst selvforglemmelse, der effektivt kravler ind under huden.
Det kan så undre, hvad oldkirkens martyr Perpetua laver midt i det hele. Denne ultimative offerskikkelse skal muligvis sætte den tragiske offerrolle på spidsen og problematisere selvsamme, men teksten kan ikke for alvor bære en tolkning ud af denne tangent, og ideen forbliver et postulat, der ikke følges til dørs. Desværre. For den slags vidner om storladent vingebask og giver løfte om, at der er meget mere godt i vente, hvor denne debut kom fra.
Den slags får undertegnede til at håbe, at Rolsted bravt og kompromisløst vil flakke videre mod sin (sprog)sol.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Jonas Rolsted: Flex Death
Gyldendal, 92 sider
ISBN: 978-87-02-13391-2
