|
|
(Foto: 20th Century Fox)
Anthony Hopkins brillerer i hovedrollen som selveste Alfred Hitchcock i Sasha Gervasis "Hitchcock". Filmen portrætterer på fin vis den uovertrufne mester af gys og suspense og hans kamp mod filmselskabet Paramount og Hollywoods censursystem for at få lov til at lave filmen "Psycho".
Vi skriver Hollywood 1960. Alfred Hitchcock (Anthony Hopkins), der har ledt ihærdigt efter en ny idé til sin kommende film, er nu besat af at skabe den ultimative gyserfilm inspireret af historien om en af USA's mest berygtede seriemordere Ed Gein (Michael Wincott). Hitchcock må forsvare sin idé over for pressen og filmselskabet Paramount for at få finansieret sit projekt. Og efter han bliver nægtet dette af filmselskabet, som hellere ser, at han gentager sine tidligere (mindre makabre) successer, tager Hitchcock sammen med sin trofaste samarbejdspartner og kone, Alma Reville (Helen Mirren), lån i deres hus for at finansiere Psycho.
Sasha Gervasis Hitchcock er delvist baseret på Stephen Rebellos bog Alfred Hitchcock and the Making of Psycho. Scenerne i filmen om tilblivelsen af Psycho er baseret på fakta, mens ægteskabsscenerne mellem "Hitch" og Alma er opdigtede.
Ulempen ved at lave en film om en så kendt instruktør er, at man ikke helt kan abstrahere fra, at det ikke er selveste Hitchcock man ser i filmen. Dog går der ikke længe, før man vænner sig til Hopkins brillante afbildning af Hitchcock, der med den kendte tørre engelske humor og intense stemmeføring minder utroligt meget om den ægte vare.
Samtidig giver Helen Mirren, der især er kendt for sin rolle i The Queen, et billede af en øm og loyal sjæleven i form af Alma Reville.
Og i mindre, men ikke ubetydelige roller ses bl.a. Scarlett Johansson som Janet Leigh, der spillede den kvindelige hovedrolle i Psycho, og Jessica Biel som Vera Miles - en af Hitchcocks mange unge skuespillerinder, som han ønskede at gøre til en stor stjerne.
Hitchcock er kendt for at have været utroligt fascineret af de unge blonde skuespillerinder, der var med i hans film, og rygterne siger også, at han havde affærer med halvdelen af dem. I Gervasis film bliver vi delagtiggjort i hans betagethed for de unge kvinder og får vist, at den, der i virkeligheden har Hitchcocks hjerte, er hustruen Alma. Og filmens fokus er at bevise, at ordsproget "bag enhver stor mand, står der en endnu større kvinde" er sand. Gervasi viser her for omverdenen, at Alma Reville, der aldrig figurerede i rulleteksterne på Hitchcocks film, var lige så vigtig en brik i mesterens værker som Hitchcock selv.
Filmen er med sine store skuespiltalenter og interessante fortælling et velsmurt kammerspil indeholdende humor, som det hører sig til. Det er forfriskende opdateret med krydsklipninger mellem "virkeligedens" historie, Hitchcocks drømme, hvor han fører samtaler med Ed Gein, samt et parallelt univers bestående af sekvenser af Ed Geins forbrydelser, der til tider giver passende chokeffekter og gys til at bryde og komplementere fortællingens kurve.
Det virker forbavsende, at Hitchcock så sent som i 1960, efter årtiers succesfuld film-oeuvre, skulle argumentere for, hvorfor han skulle lave filmen Psycho. Endnu mere paradoksalt bliver det den dag i dag, da denne, sammen med Vertigo og Rear Window, er Hitchcocks største filmsuccesser. Filmhistorien kan være taknemmelig for, at Hitchcock turde tage sådan en chance og gennemførte Psycho, og vi som publikum kan være taknemmelige for den lille bid filmhistorie, som Gervasi serverer på et sølvfad i denne fine film.
Hitchcock
Se spilletider
Se filminfo
