|
|
(Foto: Camera Film)
Olivier Assayas fortæller i sin seneste spillefilm "Efter Revolutionen" om en gruppe unge franske studerende i start 1970'erne, der efter de historiske tumulter i maj 1968 i Paris ihærdigt forsøger at holde fast i ideen om, at de med ungdomsoprør kan forandre verden.
Filmen starter med en scene fra demonstrationen d. 9. februar 1971 i Paris. Denne var organiseret af bevægelsen "Les Secours Rouge", der ville støtte de tilfangetagne ledere af den proletariske venstrefløj. Vi ser unge demonstranter flygte fra eller blive udsat for politivold og bliver her introduceret til filmens hovedpersoner: Gilles (Clément Métayer), Christine (Lola Créton) og Alain (Felix Armand).
Gilles, Christine og Alain går i klasse sammen i lycéen uden for Paris og er dybt involverede i modstandsaktiviteter. Da deres rektor får nys om, at deres kammerat Jean-Pierre (Hugo Conzelmann) har været medvirkende i nogle optøjer, der ender med at sende en af skolens vagter på hospitalet, frygter gruppen at de også vil blive associeret med tumulterne.Derfor tager de tre på sommerferie i Italien for at komme væk fra mulige problemer med skolen og loven. Deres ferie ender med at blive en personlig opdagelsesrejse, hvor de hver især skal tage stilling til, hvad de vil med livet: om de vil have en fremtid med uddannelse, eller om de vil fortsætte kampen mod autoriteterne.
Olivier Assayas, der er instruktøren bag den prisvindende film Paris Je T'aime (2006), som er en personlig kærlighedserklæring til byen over alle byer, forsøger i Efter Revolutionen at give et billede af datidens ungdoms eksistentialistiske problemer i en kaotisk tid, der begejstrede til oprør mod den kapitalistiske ideologi. Filmen er ikke spækket med kamp mod politiet og politiske instanser, som man ellers ville have troet, men portrætterer i stedet arven fra 1960'ernes frie ånd, hvor fred og kærlighed var mottoet.
Filmhistorien har efterhånden set flere værker om 1960'ernes revolutionære og/eller frie ånd, hvor nogle af dem, der står højest på listen er Lindsay Andersons If og Dennis Hoppers Easy Rider. Men hvor de førnævnte film bidrager med enten en god historie, gode portrætteringer af tidens ånd eller stærke karakterer, så udvikler fortællingen i Efter Revolutionen sig for langsomt, og karaktererne er leverpostejagtige - eller ligefrem "steneren".
Som tilskuer føler man sig derfor hverken inspireret eller rørt af karaktererne, der ender med at være en pastiche af de typiske 1960-1970'er-generations blomsterbørn.
På trods af en kompetent instruktør, gode billeder og fantastisk soundtrack med sange fra bl.a. Nick Drake, Syd Barrett og Captain Beefheart bliver filmen - desværre - en flad oplevelse.
Efter revolutionen
Se spilletider
Se filminfo
