David Bowie har altid været en ven for alle, der ind imellem føler sig fremmede i verden. Fremmedgørelsen, afstanden mellem mennesker i tid og rum og kærligheden som en svært opnåelig og sjædent direkte adresseret mulighed har gennem Bowies lange karriere været de grundlæggende temaer for legendens unikke kunst.

Det er også tilfældet på hans nye udspil The Next Day. Hvad enten du er vokset op med misbrug og svigt, er et mobbeoffer, lider af psykiske problemer eller føler dig ensom, misforstået og fremmed i verden, så er onkel David tilbage med trøst, forståelse og glimt af håb og genialitet.

Musikalsk gør David Robert Jones, hvad han altid har gjort; han udvælger inspirationskilder, som han smider ned i Bowie-gryden, rører rundt og kommer op med en David Bowie-plade. Men hvor han tidligere har fundet inspirationen hos mange andre kunstnere, henter han denne gang primært ideerne fra sit eget enorme bagkatalog; pladen emmer af oplagt spilleglæde og en imponerende nødvendighed for en kunstner, der har opnået alt inden for sit fag. Den snerrende vokal minder ind imellem om Scary Monsters eller Heroes, der er plastic soul a la Young Amercans, Low-synthesizere og mange af numrene hviler på en bund af solid Ziggy-glamrock med ringende tamburiner og simple guitarriffs. Bowie er holdt op med at jage trends og har i en moden alder fundet hjem til de gode melodier og sin egen særlige lyd. Det klæder ham i den grad.

Tekstmæssigt kredser pladen om det paradoksale og eksistentielle tema, der har løftet David Bowie til legendestatus; at vi alle sammen har det til fælles, at vi i sidste ende er alene i verden. Den stilfærdige ballade "Where Are We Now?" er nyklassiker for Bowie-fans. Kunstneren krydser sit eget spor og reflekterer over sit eget og lytterens liv med alderens visdom, men stadig formuleret som et spørgsmål, vi selv må finde ud af at besvare. Han er tilbage i Berlin, hvor han var bosat i 1977-1978. På Potsdamer Platz, hvor han tog toget efter dagens optagelser af Heroes og Lodger i de nærliggende Hansa Studier, på baren "Dsungel", hvor han og Iggy Pop plejede at gå i byen, over Böse Brücke og i indkøbscentret KaDeWe. En mand tabt i tid og sted. "Hvor er vi nu?" spørger han sig selv i det tilbageskuende øjeblik, hvor du ved, at du ved, at du ved. Refleksionen af refleksionen af refleksionen. Og svaret? "As long as there's me as long as there's you" - we could be heroes, fristes man til at tilføje. Kærligheden er nu som dengang en mulighed, om så bare for en dag. Nummeret er en gendigtning af titelnummeret fra mesterværket Heroes og er en diskret genialitet fra mesterens hånd.

Som helhed er der dog ikke tale om et mesterværk. Der er mindre interessante numre i buketten, men The Next Day er den bedste plade fra David Bowies hånd siden Scary Monsters, og det er et kvalitetsstempel i sig selv. Manden med de tusind ansigter formår at bevare den åbenhed og nysgerrighed over for livet, som propellerer ham gennem tilværelsen som en lysende inspirationskilde for alle os freaks og outsidere. Der er fire store stjerner til The Next Day.

David Bowie: The Next Day
Udgivet af Sony