|
|
(Foto: Camera Film)
Franske Jacques Audiards film "Smagen af rust og ben" var med i Cannes sidste år og er generelt blevet godt modtaget i hjemlandet. Det vil den forhåbentlig også blive i Danmark, for det er en smuk film om mennesker i krise. Mennesker der må slås for at overleve.
Ali (Matthias Schoenaerts) har fået ansvaret for sin fem år gamle søn, Sam, som han næsten ikke kender. Ludfattig som han er, bliver løsningen at tage toget sydpå, ned og bo hos søsteren i Antibes. Søsteren arbejder i et supermarked og har ikke de store midler, men hun og hendes mand tager godt imod Ali og Sam. Drengen begynder i skole, og Ali får arbejde som dørmand i en natklub. En aften møder han den smukke, slagfærdige Stéphanie (Marion Cotillard), som han redder ud af en tilspidset situation. Han følger hende hjem. Hun får hans nummer.
En dag ringer Stéphanie til Ali. Der er sket noget forfærdeligt. Noget der har vendt op og ned på alting. Ali kommer forbi. Stéphanies traumatiske situation bider ikke rigtig på ham. Han reagerer knap nok, men akkurat det viser sig at være en god medicin for hende. Hun kan ikke komme videre på selvmedlidenhed. Så selv om Ali virker temmelig følelsesamputeret, bliver han hendes foretrukne støttepille, og hun knytter sig til ham. Da Ali får mulighed for at tjene penge på at slås, følger hun nysgerrigt med ham. Hvorfor vil han sætte liv og lemmer på spil for penge? Han gør det nemlig ikke bare for pengenes skyld, siger han. Fascineret betragter hun ham, mens han nedlægger den ene efter den anden på den interimistiske kamparena for enden af en sandet gyde.
Schoenaerts og Cotillard leverer suveræne præstationer i rollerne som de umage elskende, Ali og Stéphanie. Især Alis figur er spændende. Elskende er faktisk så meget sagt. Tilsyneladende kan han ikke elske. Tilsyneladende er han reduceret til ren fysik. Han svømmer, løber, æder, drikker, knepper. Og slås. Kan ikke meget andet. Som f.eks. at indgå i en relation med et andet menneske. At være far, bror og kæreste. Han glemmer at hente, når skoledagen er forbi, og kender øjensynligt ikke til anger, når han irettesætter drengen på voldelig og meget ubehagelig vis. Og da det hele er ved at falde sammen om ørerne på ham, cutter han alle de forbindelser, som alligevel ikke synes at eksistere for ham.
Det er billeder af Schoenaerts som muskuløst bæst, der løber gennem sydens flimrende sol, som har sat sig fast på nethinden, når man kommer ud fra mørket. Det er kampen for fornyet tro på livet, som kan aflæses i Cotillards ansigt. Igen med solen og Middelhavet som mærkeligt sorgløst bagtæppe. Og så sætter filmen sig i én som en vellykket fortælling om overlevelse og om en kærlighed, der på en måde bliver mere sandsynlig, fordi den fremstår så usandsynlig. Endelig har filmen en gruopvækkende scene til sidst, som ikke skal afsløres her, men blot fremhæves som uforglemmeligt dramatisk.
Når en bokser bliver ramt i ansigtet, får han efter sigende en smag af rust og ben i munden. En direkte reference til Ali-karakterens smag for at slå sig vej igennem et uforsonligt liv. Med sin rå realisme og relativt uskematiske plotkonstruktion er det en typisk fransk-europæisk film. Men det smager alligevel ikke af rust og ben i tilskuerens mund, for historien stikker også lidt i den forløsende, sentimentale og karakterudviklende retning, hvilket egentlig kan være ret befriende.
Smagen af rust og ben
Se spilletider
Se filminfo
