|
|
Der er atter stor grund til at juble over denne kongeniale oversættelse af Platon. Med fjerde bind søsat er en vigtig milepæl nået, nemlig det vægtige hovedværk "Staten". Det er en tour de force gennem menneskets bevidsthed, der oprulles side for side. Den stilistiske sikkerhed og sproglige akkuratesse for de forudgående bind fortsættes konsekvent.
Med det voluminøse fjerde bind af i alt 6 annoncerede - så danner bogryggen på reolen også ordet Platon - er et centralt tyngdepunkt besteget. Man bliver som læser udfordret af Platon, ikke mindst i hans konsekvente harcelering over skønlitteraturen som genre. Ganske vist er udbuddet i genren noget større i dag end på Platon og Sokrates' tid, men præmissen gennemsyrer både den første dialog Ion og igen i Staten. Fra første færd angribes (skøn-) litteraturen; vil man vide noget om skomagerkunst, går man til en skomager, ikke til Homer. En smule forsimplet opstillet her, men i store træk den tone, der lægges i munden på den noget naive og uforberedte rapsode Ion. Man kunne have ønsket Sokrates en stærkere modstander. Men med Ion er man i gang med fjerde bind, og trods skrifterne Menexenos, Kleitophon, Timaios, Kritias, Minos og førnævnte Ion, så er det Staten, der er hovedværket. Det er her, Sokrates udfolder det samfund, der må være det perfekte. Her skal fornuften herske, de bedste skal lede, ja, man skal endda tillade at en perle blandt de mere simple kan opstige til samfundets top, og selvfølgelig også anerkende, at fordi man er i toppen, skal man, hvis evner mangler, placeres et andet sted. Altså er det den individuelle kompetence, der er afgørende - ens evne. Der er rig mulighed for at være uenig med Platon, men forbandet smukt, det er det. Ikke mindst den berømte Hulelignelse er poetisk smuk. Og det er vel det, der stritter en moderne læser mest i øjnene: Platon kritiserer jævnligt skønlitteraturen og fremhæver konsekvent fagekspertens viden over forfatterens, men hans eget livsværk, dialogerne, er jo netop poetiske, filosofiske betragtninger, der på alle måder anvender litteraturens greb.
Fjerde bind er som de øvrige rigt udstyret med noter, både indledende, fodnoter og sluttelig tekstkritiske noter, person- og stedregister og indledning til hver dialog. For hver dialog findes også en oversigt over dialogens indhold. Her er både lystlæseren og den søgende læser godt hjulpet. Platons tekst er på alle måder rammet meget fint ind af den ekspertviden, vi har om emnet i dag. Både med respekt for hidtidige forskningstraditioner og kerneproblemer i forståelsen den overleverede tekst. Særligt referencerne til de forudgående 3 bind er sublim; man bliver diskret mindet om, at emnet eller problemstillingen allerede har været behandlet, og at man for god ordens skyld kan vende tilbage til afsnit X i bind X.
Udgivelsen er irrelevant at diskutere; Platon er kommet for at blive. Hvad der derimod er uovertruffet, er at så kompetente mennesker videreskriver en så kompleks og genial tekst. Det fastholder Platon i vores sproglige hukommelse.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen (red.): Platon IV - samlede værker i ny oversættelse
Gyldendal, 687 sider
ISBN: 8702070596
