|
|
(Foto: Per Morten Abrahamsen)
Forvirrede københavnere i rollen som forældre. Dette emne bliver behandlet i teaterstykket "Æblet", som i en måneds tid fremover spiller på Edison på Frederiksberg. Forældre med børn i børnehave har her lejlighed til et godt grin og til at få sat perspektiv på familieprojektet.
Forestillingen begynder med, at syv forskellige karakterer valser ind over scenen i hver deres lille selvhøjtidelige dans. Alle vil udtrykke deres egen unikke person. Imens sidder en kvinde på scenekanten og drikker kaffe af et blegrosa plastickrus. Som en uhøjtidelig modpol til de påtagede dansere. De syv viser sig at være med i forældregruppen i børnehaven Æblet. Kvinden på scenekanten er børnehavens leder.
Dér sidder de så på alt for lave stole og med blå plasticbeskyttere om skoene. På dagsordenen er bl.a. den forestående udflugt til en ødegård i Sverige. Lederen, som hedder Ruth, vil egentlig bare informere om udflugten og lægger ikke op til nogen diskussion. Men så let slipper hun ikke. Forældrene har meninger. Det handler om deres børn, og der er i grunden ikke grænser for, hvad de synes, der bør diskuteres. Kan det ikke være farligt på en ødegård? Ville det ikke være meget federe at tage til Fyn, hvor Ronnie kender en, der har en herregård?
Hvis det bare var, fordi de gik op i deres børn, ville det jo være sympatisk nok. Men vi forstår hurtigt, at for de her mennesker er børnene snarere rekvisitter i neurotiske og egoistiske livsprojekter. Ruth har defor ikke nogen nem opgave med Æblets forældregruppe. Et par af dem er yderst radikale og skyr ingen midler for at tvinge deres vilje igennem. Hvis det ikke er sukkerpolitikken, de er forargede over, så er det noget andet. Og da den enlige mor Signe lader sin dreng have kjole på i børnehave, bliver der et ramaskrig. For det er vel at lyve over for børnene, hvis man lader dem vokse op i den tro, at det ude i samfundet er ok med mænd i kjoler.
Det eneste, forældrene ikke kan se, er, at Ruth faktisk er en god pædagog, som elsker deres børn. Truende nærmer de sig den stakkels institutionsleder. Som et fjortenbenet monster med en bred vifte af neurotiske, karrierefikserede, desperate, selvoptagede og forvirrede bevæggrunde. Det går helt over gevind,og det er sådan set stykkets drivmiddel: det bliver mere og mere ekstremt. Mere og mere frådende nederdrægtigt. Forfatterne, Claus Flygare og Kari Vidø, og instruktøren, Maria Kjærgaard-Sunesen, er gået satirens vej. Dette giver publikum mulighed for at grine ad de groteske figurer nede på scenen og samtidig, måske, spejle sig i deres opførsel.
Nogle af grebene i stykket fungerer virkelig godt. F.eks. den måde skuespillerne nu og da glider fra voksenrollen over i barnerollen. Pludselig spiller de deres eget barn og understreger derved, at de voksne opfører sig som børn. At de voksnes handlemåde og konflikter er en forlængelse af børnehaveverdenen. Og så fælder det samtidig stykkets moralske dom: de voksne burde være mere voksne og ansvarlige.
Æblet har mange sjove øjeblikke. Generelt er karikaturerne af de syv forskellige moderne danske forældretyper godt ramt. Desuden har scenografen, Maja Ravn, fundet på nogle finurlige løsninger, som gør, at det aldrig bliver kedeligt at kigge på den forholdsvis enkle spilleflade. Alligevel får stykket ikke helt løst satirens potentielle fare, nemlig at der gives for meget køb på nuancer og dybde. Den diskussion om det moderne forældreskab, som der tydeligt lægges op til, bliver måske for nem at distancere sig fra. Eller? Tag ind og se stykket, for i al dets skævhed rammer det mange rene toner, og det er afgjort værd at tage til Frederiksberg for.
Æblet af Mammutteatret spiller på Edison 16. marts - 13. april.
Æblet
Edison
Se spilleplan
