Den evige toer

Den engelske roman- og manuskriptforfatter bag gigantsuccesen "Samme dag næste år" er nu tilbage med endnu en roman af samme skuffe med lige dele romantik og komik. Hvor førstnævnte udmærkede sig ved sin opløftende originalitet, er "Den evige toer" mest et eksempel, der bekræfter reglen; at der er langt imellem snapsene i genren romantisk komedie.

I Den evige toer følger vi londoneren Stephen C. McQueen. En aldeles ukendt skuespiller på 30+ år, som knap og nap får tilværelsen til at hænge sammen med de småpenge, det trods alt giver at spille død person i kriminalfilm og tv-serier og stå i kulissen på teateret som dubleant til de virkelige stjerner, der modsat Stephen selv bader i anerkendelse, spotlight og popularitet. Desværre for Stephen er den lidet attraktive skuespilkarriere ikke overtrumfet af et misundelsesværdigt familieliv. Highlights på privatfronten er som følger: Fraskilt med meget anstrengt forhold til ekskone, der selv er blomstret op efter skilsmissen med ny, ambitiøs og tjekket mand i sit liv. Stephens håbløse tilværelse byder også på et hastigt skridende forhold til datteren, der bor hos sin mor, og langsomt begynder at se sin far som den taber, han sådan set også er.
For at opretholde en flig af selvrespekt over for sin tabte familie fortæller Stephen en lille hvid løgn, om hvordan han ligger lunt i svinget til en attraktiv filmrolle, og snart ruller lavinen af løgne derudaf. For at belaste den synkende skude med mere tungt gods bliver Stephen langsomt mere og mere forgabt i sin skuespillerrivals vældigt interessante hustru. Og med Stephens øjne stift rettet imod den smukke "galionsfigur", virker det kun som et spørgsmål om tid, før det ender med et forlist skibsvrag.

David Nicholls fik sit helt store gennembrud med den internationale bestseller Samme dag næste år (One Day, 2009). En morsom, medrivende bog om venskab og kærlighed, som ramte plet med sit originale og overraskende plot og opnåede ultimativ succes, da den ramte biograflærredet sidste år med Anne Hathaway og Jim Sturgess i hovedrollerne (august 2012). Og så kan vi kippe lidt med dannebrog og bryste os af, at gigantsuccesen blev instrueret af danske Lone Scherfig.
På samme måde som i sin gennembrudsroman forsøger Nicolls igen at gå nye veje i forhold til traditionel narration og fortælleteknik, f.eks. ved sporadisk at låne effekter fra fiktionsfilmens og teaterets domæne. Overgangene mellem McQueens tankeunivers og den tragiske, skinbarlige virkelighed han står midt i, er markeret af nogle tydelige skift, hvor de håndfaste facts pludselig bliver retoucheret og formildnede, så man nærmest hører et lille 'pling' når hovedpersonens kærlighedsobjekt blotter sit perfekte tandsæt og griner perlende af de perfekte humoristiske replikker, som Stephen drømmer om at levere. Sceneskiftene mellem drøm og virkelighed lyder umiddelbart som en sjov idé, og hvorvidt det fungerer, er selvfølgelig en smagssag, men undervejs er der flere og flere passager, som man vælger at scrolle let henover, fordi de er uden betydning for historiens fremdrift og sandsynligvis heller ikke er værd at trække på smilebåndet over. I det hele taget går handlingen noget trægt i Den evige toer. Man får indimellem en følelse af at træde vande i hovedpersonenes pøl af selvmedlidenhed. Et noget lunkent soppebassin, som man egentlig gerne vil op af.

Med al sandsynlighed ligger Nicholls' nyeste bog allerede lunt i svinget til at blive endnu en Hollywood-basker. Den følger opskriften på en romantisk komedie til punkt og prikke, men som de fleste nok vil erklære sig enige i, er det desværre en genre, hvor der er langt imellem kronjuveler som Pretty Woman og Da Harry mødte Sally. Der er ikke meget der taler for, at Den evige toer skriver sig ind i rækken af seværdige film - eller læseværdige romaner for den sags skyld. Det er synd og skam for den romantiske komedie-genre, at Nicholls ikke formår at holde niveau.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

David Nicholls: Den evige toer
Gyldendal, 384 sider
ISBN: 9788702133127