Flere nyheder

 
Litteratur
Drengen og dæmonen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Drengen og dæmonen
Ons. 20. mar. 2013

Jens Østergaard stillede sig sidste år i den succesfulde skandinaviske krimikø med debutromanen, "Drengen Sangeren Helten". Et år senere serverer forfatteren endnu et krimimåltid. Plottet er krydret komplekst nok til at fænge, men anrettet alt for skematisk til rigtigt at forføre. Heldigvis redder krimiens klodsede heltefigur den samlede smagsoplevelse!

Mens den økonomiske krise raser, ringer der ingen kriseklokker for krimigenren. Litteraturens tematiske totem anno 2013 hedder blod, smerter og tårer. Skandinaverne har sat sig i front, og særligt kvindelige penne har defineret genren. Velkomstglæden er derfor stor, når en mandlig krimiforfatter ser krimidagens opklarings-lys. På trods af den noget ferske titel gemmer bogomslaget på en ganske gedigen krimi med psykologisk potens.

Det var en mørk og stormfuld aften. En nervøs kvinde holder anspændt på rattet, mens blikket bestandigt søger bakspejlets refleksion af hendes sovende datter. De faretruende forlygter, der har spærret udsynet til datterens blidt sovende ansigt, er endelig forsvundet. Måske de bare var et feberagtigt udspring af hendes hårdt prøvede psyke. Alligevel er kroppen forkrampet og tankerne spredte.

Regnen siler ned med tunge dråber, der ligner uigennemtrængelige tremmer. Bilens højre forhjul kapitulerer pludselig uden varsel og tvinger bilen i uundgåelig kollisionskurs med et træ. Da politiet, anført af den korpulente efterforskningsleder Thomas Nyland, ankommer til stedet, er kvinden død og pigen ikke til at opspore. Væk er også dén politimand, som var først på stedet. Hvem er på spil, og hvordan kan man finde nogen, som øjensynligt er sporløst forsvundet?

Hverken fantasifuldhed eller originalitet er primus motor i Østergaards dystre fortælling om mennesker og deres skyggesider. Til gengæld ejer han en fintunet fornemmelse for den solide historieopbygning, hvor lagene bygges fortræffeligt op med kyndig præcision og veltilrettelagt spænding. Fortællingen er sært dragende med begavede referencer til menneskesindets gådefuldhed og psykens skrøbelighed.

Det er efterhånden en noget fladtrådt vending, men man bliver vitterligt suget ind i krimiens komplicerede opklaringsarbejde, Thomas Nylands selvudslettende natur og fortællingens velkomponerede struktur. Så spændende, at siderne næsten sitrer. Men også kun næsten.

Sproget modarbejder dog indholdet. Overfladiske betragtninger som "Kunne jeg i det mindste ikke sørge til Lady Gaga?" og utilfredsstillende beskrivelser som "de sorte skygger forvrænger hans i forvejen specielle ansigt" banaliserer det fortalte. Alt for sjældent hæver det sproglige niveau sig over genbrugte klichéer, men når det endelig sker, skinner det af poetisk refleksion som i følgende meget fine anskuelse: "På en måde beroliger det ham, at unge mænd stadig kører rundt på tunede knallerter uden hjelm på. Ærkedumt, ja, men også et billede på verdens uforanderlighed. Det gælder åbenbart stadig, at frisuren er vigtigere end livet, når man er femten. Kommer man til fest med fladtrykt hår, dør man alligevel af skam."

Sproget er måske et underordnet element i et krimiplot, og i Østergaards tilfælde tilgiver man flosklerne, fordi der trods alt er masser af kød på fortælleskelettet.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Jens Østergaard: Drengen og dæmonen
EC Edition
ISBN: 8791392837