|
|
"Hvorfor begynder du altid med årstiden?" spørger Henrik Nordbrandt næsten bebrejdende. Spørgsmålet er den indledende replik i "Året har 16 måneder". Journalisten, Jens Winther, former spørgsmålstegnene, mens digteren Nordbrandt giver svar på tiltale. Bogens sidste sætning besvarer indledningens retoriske forespørgsel - "det begyndte alt sammen med, hvordan jeg i min barndom oplevede efteråret og vinteren.". Poetisk afrundende og bevidst fremhævende Nordbrandts mildest talt anspændte forhold til årstiderne, lyset og livet.
Almanakken er altafgørende for Nordbrandts sjælelige sundhedstilstand. Hvert kapitel er derfor dedikeret til en af årets måneder. Kapitel ni kalder på november hele fire gange, associerende til digterens måske kendteste digt, der udnævner måneden til årets bundskraber. November er manden med leen. Intet mindre! Faktisk trækker de fleste af årets måneder en depressiv dyne hen over Nordbrandts liv. Samtalerne med Winther åbenbarer en alvorsfuld, plaget digterskikkelse med et grundlæggende tungsindigt livssyn.
Selv sommerens absolutte højdepunkt, juli, får hård medfart:
"Juli er den måned, hvor det hele tipper over og bliver for meget.[..]efteråret og døden melder deres ankomst.[..]Sommeren går i opfyldelse, og opfyldelsen betyder, at det hele er forbi.[..]væmmelsen ved, at når noget går i opfyldelse, går det i virkeligheden ned ad bakke."
Nordbrandt er inkarneret melankoliker. I poesiens univers, men også i virkelighedens, viser det sig. Konversationen er gennemsyret af en forstemmende tone, som kaster askegrå skygger over næsten samtlige 264 sider - "man får hele tiden følelsen af, at folk godt ved eller i hvert fald har på fornemmelsen, at det, der var før, var smukkere end det, der er nu."
Bevares, der psykoanalyseres på letfordøjelig manér med kursoriske afstikkere til forældrenes forfejlede opdragelsesmetoder og efterkrigstidens kollektive traumebehandling, Nordbrandts tidlige møde med anoreksien og hans gennemgående fremmedgørelsesfølelse - "stedet er eksistentielt. Man er nødt til at være et sted, ellers er man død. Det er også eksistentielt derved, at man ikke kan bytte sig selv ud, men man kan bytte stedet ud.[..]jeg har ofte haft det sådan, at jeg hellere ville have været fri for mig selv, men det kunne jo ikke lade sig gøre. Man bytter stedet ud med et andet og tror, at man bliver lidt anderledes." Indlysende og meningsgivende årsagssammenhænge sættes i scene, men fremstår til tider en smule konstruerede. Og hele tiden nager erkendelsen af, at vi må nøjes med facaden. Afskærmet fra digterens solar plexus.
Winther har sågar fået Nordbrandt til at kommentere nogle af sine digte - noget manden ellers altid har forsvoret. Nu forstår man hvorfor. Flade udlægninger og fattige refleksioner står ganske enkelt ikke mål med digterens lyriske goliat. Winther formår ikke at penetrere Nordbrandt solide, solide panserskjorte, og derfor efterlades læseren med en fersk fornemmelse af uforløste hensigter.
Til gengæld forfrisker Nordbrandt med bramfrie udtalelser om fædrelandet, skældsord til svineproduktionen ("det er noget menneskeri"), foragten for kirken, kongehuset, forvirringen over teaterkunsten, slægtninge-matricen. Men der er for lidt kærlighed, passion, drivkraft, intimitet i bogen. Den forbliver et køligt, men interessant bekendtskab, hvor man havde håbet på et modnende venskab.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Henrik Nordbrandt & Jens Winther: Året har 16 måneder
Gyldendal, 264 sider
ISBN: 870214008X
