|
|
Retorikprofessor Christian Kock har opdateret sin bog "De svarer ikke", hvor han demonstrerer, hvordan politikere undgår at argumentere for deres politik. Ud over VKO-regeringens unoder viser den på deprimerende vis, hvordan den nuværende regering har taget samme kunster til sig. Alligevel er bogens tro på demokratisk debat svært opløftende.
Hører du til den del af vælgerskaren, der er træt af korte sound bites og kommentatorer, der diskuterer, om et parti har momentum, er offensive nok eller får tæsk af modstanderne, så vil De svarer ikke, falde på et tørt sted. Kock har nemlig som hovedpræmis for sin analyse, at kvaliteten af en politikers udsagn ikke afgøres af, hvor godt den kan betale sig for politikeren, men om borgeren kan bruge den til noget. For hvorfor har vi overhovedet debatter i Folketinget? For at borgerne kan tage stilling til, hvilken politik de støtter, selvfølgelig. Ingen er som sådan uenige i, at politikerne er til for borgernes skyld, men alligevel betragtes politik ofte som sport eller gladiatorkamp.
For at klæde borgerne bedre på gennemgår Koch systematisk de måder, hvorpå politikerne fra hele salen undgår at svare på indvendinger, spørgsmål og modargumenter. Vi kommer vidt omkring i jagten på dårlig debatkultur, selvom det øjensynligt ikke har været svært at finde eksempler. Der er helt basalt snyd og manipulation med tal og statistikker, hvor især finansminister og folketingsformand Thor Pedersen (V) skal fremhæves. Ellers er Kock især ude efter politikere, der tillægger hinanden skumle motiver, angriber stråmænd og håbløse synspunkter, eller gør et stort nummer ud af at svare på den mest harmløse del af en kritik af deres politik. De mere giftige metoder bringes i brug, når man vil have vælgerne til at overtage nogle antagelser uden at give argumenter for dem. Det er det, man kalder "framing" eller "newspeak", eller "omvendt lommertyveri" hos Kock, hvor selve de ord, man bruger, indeholder en række antagelser, der således listes med, som i cafépenge, stormoské, pacificering eller arbejdsmarkedsbidrag.
Et af de mere opløftende afsnit i Kocks bog, ud over fokusering på borgernes behov, er når han tager fat i de steder i den nyere politiske historie, hvor argumenterne rent faktisk har flyttet stemmer. Han fastholder hele tiden fokus på, at det ikke bare handler om segmenter, identifikation og egne økonomiske interesser, men at størstedelen af vælgerskaren faktisk bakker op om de politikere, der bedst argumenterer for, at deres politik gavner det fælles bedste. Altså helt modsat en mere vulgær eller kynisk opfattelse af vælgerne som nogle, der har faste holdninger, som politikerne i stedet skal forsøge at tækkes og som igen ændrer præmissen for den politiske diskussion.
Bogen er især i indledning og afslutning herligt opbyggelig i sin tankegang, der også sigter til at trække retorikken væk fra the dark side og manipulationen, og vise det som et værktøj, der går hånd i hånd med tanken, hvilket er traditionen på faget på Københavns Universitet, hvor Koch er professor. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at det mest effektive faktisk er at manipulere præcis på den måde, Kock dissekerer. Når Mogens Camre (DF) f.eks. siger: "Muslimerne kommer med tiggerstaven i hånden, og så snart de er inde i varmen, bliver den til en stok, der skal banke os på plads", så er det uhyre ringeagtende og generaliserende. Men man fristes næsten til at tage hatten af for, hvor effektiv propaganda det er.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Christian Kock: De svarer ikke
Gyldendal, 278 sider
ISBN: 8702147408
