|
|
Dokumentarfilmen "Dans for Mig" af Katrine Philp beretter på følelsesladet vis om partnerskabet mellem 15-årige russiske Egor og 14-årige Mie fra Hørsholm - to unge med en stor passion for dans.
Egor Kondratenko er en ung fyr med én ambition: at blive husket som en af de bedste dansere nogensinde. Som barn på danseakademiet fik han at vide, at han kunne blive en af de bedste i Rusland. I en alder af bare 15 år forlader han sit hjem og familie for at danse sig til tops i Danmark som 14-årige Mie Lincke Funchs nye dansepartner. Egor skal starte et nyt liv i et fremmed land med en ny familie og arbejde hårdt for at nå sit mål. Samtidig forsøger han at være en almindelig teenager, der prøver at få nye venskaber, mens han følger undervisningen på et dansk gymnasium.
Mie er en af de bedste dansere i latino-dans inden for sin aldersklasse. Da hun i foråret 2011 stod uden partner, søgte hun efter et passende match, og valget faldt på russiske Egor. De to bliver gode venner, og både Mie og hendes familie tager sig godt af det nye familiemedlem. Men Egors ensomhed og hjemve er til at tage og føle på. Han savner sin mor og Kina, hvor hun stadig bor. Han taler ikke dansk og synes ikke at vænne sig til den danske måde. Alt dette samtidig med at han prøver at finde sig selv på tærsklen til voksenlivet.
Kathrine Philps egen erfaring som tidligere danser gør, at hun på en enkel og meget følelsesmæssig vis kan give os et indblik i denne særlige verden, hvor ambitionerne overskygger alt. Det er en fornøjelse at følge de to unge talenter finde hinanden som dansepartnere - en hård proces, der kræver en masse give and take fra begge sider. Men i scenerne, hvor parret danser sig gennem de store konkurrencer DM, EM og VM, går det hele op i en højere enhed, idet deres kroppe energisk flyder over dansegulvet til musikkens rytme.
Dans for Mig er blevet udtaget til både CPH:DOX og IDFA, der regnes for den vigtigste dokumentarfilmfestival i verden. Filmen er et lille storslået værk; dokumentarfilmteknisk byder den ikke på nye former, men derimod vinder den stort på det emotionelle. Den formår at komme gennem Egors følelsesmæssige spektrum samtidig med, at den er loyal over for sit subjekt. Egor lægger ikke skjul på sin ensomhed, men han forsøger ikke at dvæle ved den: Dansen er det vigtigste. Imedens er det filmens billedside (bl.a. dem af Egor foran Skype eller stirrende ud af bilruden) og musik, der får lov til at tale for ham.
Undertegnede savner dog fordybelse i Mie og hendes mor Sanne. Hvad er deres ambitioner? Hvordan er det at være ung professionel danser i Danmark? Hvad betyder kulturmødet for dem? Men denne kritik er fremsat med forbehold, idet sådan en fordybelse nemt havde gjort filmen overfladisk. Det er bare, fordi det er så interessant en fortælling; unge der kæmper i en konkurrencefyldt verden, forældrenes rolle i den og alle de medfølgende konsekvenser, det hårde arbejde, glæden og tårerne, der gør, at denne anmelder længes efter en lille smule mere!
Dans for mig
Se spilletider
Se filminfo
