|
|
(Foto: Costin Radu)
Nye Bournonville-fortolkninger fornyer med respekt, men får hverken romantik eller komik til at blomstre for alvor.
La Ventana (Vinduet) starter smukt, men noget bombastisk, med både spansk guitarist og flamencosangerinde på scenen. Det er et voldsomt følelsebombardement i en ballet, og styrkeforholdet til de raffinerede, sarte trin og orkestermusikken finder aldrig balancen. Rammefortællingen med en turists blik på den spanske lokalkolorit er fint tænkt, omend lidt langtrukken i praksis. Muligvis for at understrege byens dovne stemning, men stadig. Man må pænt sidde og vente på, at dansen skal begynde.
Diana Cuni er koket og yndig som Señorita, men ballettens nok så berømte spejldans skrumper i de kæmpe kulisser, der ydermere distanceres som et drømmesyn bag et let flor. Alexander Stæger er trods sine elegante spring en meget lang og tynd Señor, der mangler lidt spansk temperament og pondus. Til gengæld manglede den flotte pas de trois intet. Den var decideret sprudlende og et absolut højdepunktet i denne lille Bournonville-bagatel, som Gudrun Bojesen har iscenesat og nyfortolket uden al for meget ærefrygt, og hatten af for det. Man må satse lidt, når der skal pustes nyt liv i det gamle repetoire, og det skal der ikke lyde et ondt ord for herfra. Tværtimod øger denne friske tilgang til stoffet spændingen i forhold til Bojesens videre instruktørveje.
Kermessen i Brügge er en eventyrballet sat i et idylisk univers, som man bl.a. kender det fra "The Shire" i Ringenes Herre. Scenografen Jérôme Kaplan, der også skabte de storladne rammer til Tornerose har efter sigende være inspireret af barokmalere som Rembrandt, Vermeer og Hooch; sådan er referencerammerne så forskellige.
Det fredelige, fordragelige, flamske bondeliv hersker, indtil trolddom sætter byen på den anden ende. Tre brødre får tre lykkegaver: Adrian (Jonathan Chmelensky) en kåre, som han kan vinde alle dueller med, Gert (Jón Axel Fransson) en ring, så alle pigerne forelsker sig i ham, og den smukke Carelis (Alban Lendorf) en violin, der tvinger alle til at danse.
Det er meningen, det skal være morsomt, men måske er det en generationsting. Lavkomikken er for denne anmelder i hvert fald svær at sluge. Bedst lykkes det i forhold til fjolset Gert, der i bedste Jeppe på bjerget-stil faktisk er temmelig latterlig med sin ræverøde paryk og sine kluntede lemmer. Jón Axel Fransson fortjener således stor ros. De dramatiske trommer og trin fra Alban Lendorf, der både imponerer den bly Elenore (Ida Praetorius) og os, skal også fremhæves. Ligeledes fungerer det filmiske element, som viser effekten af både kåren og ringen, godt. Violinens magi ser vi live, da Lendorf som en anden rottefænger får hele byen til at tvangsdanse indtil de tigger om nåde. En storslået scene, hvor hele ensemblet er som besat, og usynlige tråde trækker i dem.
Overordnet fylder de komiske karakterroller for meget til denne anmelders smag, men det kan man næppe klandre Ib Andersen for, der med sin første Bournonville-iscenesættelse, leverer et flot bidrag til originaloplægget. Blot er dette ikke for alle og slet ikke i 2013.
La Ventana/Kermessen i Brügge
Det Kgl. Teater, Gl. Scene
Se spilleplan
