Flere nyheder

 
Musik
Nede med Sømændene

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nede med Sømændene
Man. 13. maj 2013

Med hits som "Drik" og "Knap en bajer op" var håndbajeren i obligatorisk hos publikum i
Amager Bio torsdag aften, da Sømændene gav koncert.

"Mange nye ting er undervejs," siger Kaptajnen oppe fra scenen i Amagerbio, og med et nyt album af selvskrevne numre træder de tidligere Glade Sømænd - nu kun Sømændene - i land og ud på scenen med et nyt musikalsk udtryk. Koncerten byggede dog fint bro mellem ny inspiration og bandets efterhånden godt fasttømrede festkoncept, som kan få selv den mest snerpede havnetøjte til at vifte med skørterne og synge med på klassikerne fra havets
sangkiste.

Med hits som "Drik" og "Knap en bajer op" var håndbajeren i obligatorisk hos publikum i
Amager Bio torsdag aften, og endda bakket op af en vodkaflaske i baglommen hos en enkelt.
Men denne aften var det nu ligeså meget sangene fra Sømændenes nye album "Vi går sammen ned", der var i fokus. De nye sange matchede de gamle fortrinligt, men gav samtidig bandet en mere tydelig musikalsk profil, der trak dem lidt ud af festteltet og ind i den sene nat lige før daggry, hvor tanker om livet og om, hvordan man lige er havnet der i
rendestenen, fik lov til at blive luftet. Der var et større instrumentalt fokus i de nye
sange, som gav mere plads til de enkelte musikeres udtryk, som ellers kan være sværere at skelne fra hinanden på de glade sømandsviser.

Sømændene har udviklet et næsten vandtæt koncept af festlighed med en dansk sømandsvariant til den banjo/violin folk-bølge, der præger musikbilledet generelt i øjeblikket. Det er en fest, det er svært ikke at blive revet med af særligt pga. det dedikerede publikum, der var mødt talstærkt op i alskens sømandshuer og orange vaders.
Koncerten skabte stadig størst bølgegang på velkendte sange som "Drik" og "Havnens Fristelser", men der var allerede udsigt til fællessang på flere af de nye sange som "Mexico" og "Hvor er de andre". Sangene var så nye for bandet, at de selv enkelte steder havde svært ved at sige, hvad de egentlig handlede om, som f.eks. med sangen "Slut//det//med//manér" om en mand, der prøver at finde den bedste måde at slutte
sit liv. Men mon ikke den sang og resten af det nye kuld har fundet sig til rette i
Sømændenes univers efter sommerens turné.

Fælles for de nye sange er dog, til forskel fra tidligere, at de filosofiske tanker man
får, når der kigges dybt i flasken eller mod havets bund, har fået lov til at komme mere
op til overfladen i teksterne. Derudover er der blevet eksperimenteret mere med musikken.
I enkelte numre undrede man sig i indledningen over, hvor man skulle hen musikalsk, men langt de fleste gange blev eksperimenterne forløst i et helstøbt udtryk.

Den villighed til at prøve nye ting af efterlader én med positive forventninger til Sømændenes fremtidige færden. De har på det nye album fundet et udtryk, der åbner op for en spændende ny kurs med afstikkere i retning af f.eks. danske Balstyrko eller norske Kaizers Orchestra. Koncerten var så absolut godkendt af publikum, og det samme må de nye
sange siges at være. Nu kan man så bare håbe, at besætningen ikke skal på søen igen
foreløbig med den tørst for våde varer, de trods alt stadig udviser.

Sømændene
Amager Bio 9. maj