Flere nyheder

 
Litteratur
8 opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
8 opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer
Tir. 14. maj 2013

Jan Sonnergaard har skrevet otte fortællinger, der minder én om dynamikken mellem mænd og kvinder. Den vi glemte, mens vi havde travlt med ligestilling og kvindefrigørelse. Om romantik, seksualitet og begær. Om de universelle drifter. I Paris såvel som på Amager.

Jan Sonnergaard lader otte forskellige europæiske byer danne rammen om hver sin fortælling i novellesamlingen og kommer yderst veloplagt fra start med novellen "Paris". For alle med hang til frankofili er den første fortælling et sandt overflødighedshorn af fransk aristokratisme: æstetik, nydelse, vin, mad og kærlighed. Ren foie gras for sjælen. Men selv dem, der ikke så let lader sig forføre, vil have svært ved at undgå tab af jordforbindelse, når man er med som tredje hjul på de første, intime stævnemøder mellem en mand og en kvinde i kærlighedens by. Det er en arketypisk romantisk historie, beriget med æstetisk kultur, erotik og kulinarisk raffinement. Banalt? Letkøbt? Måske. Men det er svært ikke at sige "je t'aime" og svæve med.

I syv af de i alt otte fortællinger er formlen mere eller mindre den samme: En dansk mand befinder sig i en europæisk storby og vikles på den ene eller anden måde ind i en kærlighedshistorie. Hvert bidrag er beriget med malende, detaljerede beskrivelser, der hvirvler hver bys særlige sjæl og ejendommelighed ind i historierne, så de kommer til at underbygge fortællingerne. Her har bogen sin klare styrke. Der skrives så sanseligt og tillokkende om hver enkelt bys særpræg, at man det ene øjeblik får lyst til at drikke kølig hvidvin og spise antipasti misti på Piazza Navona i Rom, for så det næste øjeblik at sige arrivederci til det drømmescenarium, til fordel for varmende vodka og sneklædte gader i Prag. Det højner fortællingerne, som vitterligt ville dale i fascinationskraft uden dette greb.

To af fortællingerne skruer ned for romantikken og har en form for næstekærlighed på tapetet i stedet. På Amager er det en forsamling af stamgæster på et værtshus, og i skildringen fra Berlin er det et bz'er-minisamfund, der minder læseren om den slags kærlighed, der ligger i at føle tilhørsforhold til et sted og være en del af noget større. Men i reglen er det altså klassiske kærlighedshistorier mellem mænd og kvinder, hvor begær, tiltrækningskraft og seksuel energi fylder en betragtelig del, der udgør novellesamlingens fundament. Oftest ankommer en mandlig hovedperson alene til en storby og møder en lokal kvinde, der nærmest gør sig til ambassadør for sin by, generøst viser manden rundt og gør sig bemærket med sin særlige femininitet, elegance og graciøsitet.

Når Sonnergaard lader mandens syn på kvinden dominere i fortællingerne, sætter han hele tiden det kvindelige i skærende kontrast til det maskuline. I en tid, hvor der ikke er meget polarisering tilbage mellem kønnene, kan det gå to veje. På den ene side er det som at blive kastet tilbage til en tabt tid, i 1950'ernes forgangne Europa, hvor mænd gik i habit og kvinder gik i kjole. Hvor dørene blev holdt, stolene trukket ud og regningen betalt.

På den anden side formår Sonnergaard (eller hans jeg-fortællere) at beskrive et Europa i sin fulde aktualitet. Med sin næse for aktuelle tendenser inden for kultur, gastronomi og mode minder de præcise opremsninger hele tiden læseren om, at fortællingerne foregår nu og her. Og måske er det på tide at blive mindet om, at vi i reglen stadig er kvinder og mænd, med alle muligheder for at stoppe op. Og mærke de strømninger og energier, der foregår omkring os. Dér hvor vi nu engang befinder os. Lige nu og her. Sonnergaard gør sig fortjent til fire stjerner, mens jeg indtager den sidste tår kaffe i eftermiddagssolen på Skt. Hans Torv. Kigger op. Og smiler til en ung mand, der cykler forbi.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Jan Sonnergaard: Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer
512 sider, Gyldendal
ISBN: 8702145308