Flere nyheder

 
Film
Beach boys og sugar mamas

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Beach boys og sugar mamas
Tor. 16. maj 2013


(Foto: Paradisbio)

"Paradis: kærlighed" er første film i østrigske Ulrich Seidls "Paradis"- trilogi. Filmen retter blikket mod sexturismens seneste skud på stammen; prostitution af unge, afrikanske mænd og midaldrende europæiske kvinder, som kaster sig frådende over retterne og boltrer sig i den grænseløse opmærksomhed, som ingen ende vil tage. Så længe der er penge involveret vel at mærke.

Ulrich Seidl slog for alvor igennem herhjemme med filmen Hundedage (2001), som helt ublufærdigt udstiller den østrigske småborgerlighed. Og med sin nye Paradis-trilogi er han tilbage i vanlig kontroversiel og kompromisløs stil, igen med afsæt i den østrigske middelklasse. I Paradis: kærlighed følger vi den midaldrende Teresa, der som enlig mor til en ugidelige teenagedatter længes efter mere. Uden helt at have gjort sig klart, hvad det kan og vil indebære, kysser hun sin datter farvel og forlader kattebakke-lejligheden i Wien. Med 80'er levnet af en badedragt sirligt pakket i kufferten hedder destinationen Kenya. Her flokkes de lokale mænd om hende og hendes svulmende, blege veninder på stranden.
En af mændene hedder Munga. Fordi han er mindre anmassende end de andre, og både taler tysk og engelsk, får han hurtigt en plads i hendes hjerte, og Munga inviterer hende nænsomt længere ind i sin verden. Mens lærredet viser, hvordan tilliden mellem dem vokser, trænger et spørgsmål sig stædigt på: "Hvad i alverden ser han i hende?" hvisker den fordomsfulde, insisterende stemme i baghovedet. Alt imens Mungu introducerer Teresa for sin indercirkel kommer man langsomt og sikkert tættere på at få det spørgsmål besvaret. Hans kærlighed har en pris.

Filmens klare styrke ligger i Ulrich Seidls evne til at sammensmelte fiktion og dokumentarisme. Seidl har brugt mere end fire år og filmet mere end 80 timer på trilogien med det resultat, at publikum får et utilsløret vindue til en skinbarlig virkelighed. Man føler lige dele sympati og væmmelse ved kvindernes modbydelige jagt på ungt kød og de kenyanske mænds ublu metoder for at få penge. Det paradoks forstærkes med en lind strøm af rå billeder; svedige nøgenorgier og mænd og kvinder i ydmygende stillinger.
Når scenarierne konstant overskrider de gængse grænser for skuespil, tilfører det en særlig fascinationskraft til filmoplevelsen. Det er grænseoverskridende. Råt for usødet. Uhyre stærkt, men meget af tiden er det næsten ikke til at holde ud at se på. Man stopfodres med vulgaritet og semipornografiske scener. Og mens svulmende sugar mamas boltrer sig i svedplettede lagner, trænger kvalmen sig uundgåeligt på. Selvom Margarethe Tiesel, i rollen som Teresa, fortjener alverdens anerkendelse for din totalt selvudleverende præstation i rollen som Teresa, overskygges potentialet for stor filmkunst af rullepølse-dimensionerede, mælkehvide elskovshåndtag og kulsorte erigerede tissemænd i close-up.

Filmen forsøger sig med selvironi og humor undervejs, men når den kvalmende fornemmelse har stået på en rum tid, er de små humoristiske åndehuller ikke tilstrækkelige.

Resultatet er en helt igennem realistisk historie om en midaldrende østrigsk kvinde, der rejser til Afrika i jagten på kærligheden. Temaer som køn, race, magt, misbrug, turisme og seksualitet bliver bragt i spil. Moralen ligger lige for. Man kan ikke købe sig til kærlighed.
Filmen er betydeligt længere, end den behøver at være, og da man først har forstået hvor instruktøren vil hen, daler fascinationen ved den ufiltrerede, kontante virkelighed, som man får kastet i ansigtet af Seidl.

Paradis: kærlighed
Se spilletider
Se filminfo