|
|
(Foto: Scanbox)
I Nicolas Winding Refns nyeste film "Only God Forgives" fyldes lærredet igen af mænd, der lever med sværdet - nu helt bogstaveligt, som når Bangkoks hævnende engel af en politichef trækker sit samuraisværd direkte ud af sin rygrad. Intet sted skjules det dog, at det hele drejer sig om kvinden.
Julian (Ryan Gosling) passer bokseklub og narkohandel i Bangkok. Hans ansigt er i lang tid lige så uigennemtrængeligt, som da han i sit sidste samarbejde med Refn var flugtchauffør i Los Angeles i Drive. Her har han dog langt hurtigere ved at ty til vold, primært af thaiboksning-varianten. Da hans bror bliver slået ihjel efter selv at have voldtaget og dræbt en mindreårig prostitueret, dukker moderen Crystal op og erklærer thaiboksning for "svanset" og forlanger, at Julian hævner broderen.
Crystals kjole er foran hendes skød dækket af en altopslugende, Georgia O'Keeffe-agtig blomst. På samme måde er Freud i den grad med os rundt byens korridorer, der altid er farvet røde af blod eller bordellamper. Julian bevæger sig igennem Bangkoks underverden. Vi befinder os dog ikke i dagens Asien, men i heroisk tid, hvor alt er arketyper, sværd, hænder og mere eller mindre metaforiske kvindeskød.
Selvom Gosling har en ekstremt underspillet stil, er det alligevel svært at stjæle billedet fra ham. Her lykkes det dog især Kristin Scott Thomas, når hun som det kastrerende moderdyr Crystal giver den som en Lady Macbeth fra Real Housewives of.. Den thailandske Vithaya Pansringarm er fuldt fortjent krediteret øverst på plakaten som den afsindigt cool politichef Chang, der ikke kun nøjes med at håndhæve loven. Refn beskriver ham som "filmens antagonist, der tror, at han er gud". Der skal dog ikke meget til, før man ser ham som protagonist og tror på, at han er en art hævnende, karaokesyngende gud.
En af hovedrollerne spilles af Bangkok, der i endnu højere grad end Drives Los Angeles bliver et billede på den dekadente, vildtvoksende byørken, hvor alt er til salg, beskidt og badet i neon. I Drive ser man dog Los Angeles gennem en linse af 80‘er-nostalgi, arkadespil og postmoderne teori. I Refns Bangkok bliver byen igen til storby på den farlige måde. Der er rigeligt med røde lamper og kvinder til salg, men vi er ikke på lummer tur med Henrik List. Cliff Martinez' dronende soundtrack bidrager til at fastholde seeren i en ustabil position, hvor man aldrig finder tryghed i at aflæse omgivelserne. Nerverne er uden på tøjet i en indledende thaiboksekamp, men det er et veloplyst pyntet lokale fyldt med smukke kvinder i overdådige kjoler, der rummer en af de grummeste scener.
Only God Forgives med undertitlen "Time to meet the devil" er ganske rigtig mørk og blodig, men de gigantiske karakterer, groteske konflikter og rendyrket glæde ved filmmediet gør alligevel filmen til en seværdig triumf for Refn.
Only God Forgives
Se spilletider
Se filminfo
