|
|
(Foto: Costin Radu)
Det er kompagniet i kompagniet, Corpus, der med forestillingen "We're not Waving.. We're Drowning" præsenterede sin første helaftensballet. Titlen, der formentlig er planket fra Stevie Smiths dig "Not waving but drowning", anslår aftenens tema. Vi er alle sammen døde, og aftenen skal præsentere os for 10 forskellige former for evighed, vi efterfølgende kan vælge eller fravælge.
Et lille spejlhus er en gennemgående rekvisit i Corpus' nye forestilling, og de unge eksperimenterende balletdansere og koreografer Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis går da også bag spejlet og inviterer os ind i blandt andet spandexuniverser, talkshows, makeover-udsendelser, computerkampspil m.v., ledsaget af musik af Nancy Sinatra, Snatam Kaur, Andrew Bird og mange flere.
Indledningsscenen var med Kizzi Matiakis, der iklædt en prikket blå hverdagskjole dukker op i en lyskegle. Oven over hende hænger en rebstige fra loftet. Ærkeenglene Gabriel og Michael daler ned fra loftet. De konstaterer, at pigen er død og skal hentes til himlen. De tildeler hende en sidste dans, der initieres af dødens skygger.
Kizzy Matiakis solo er gribende, mens hun vrider sig på gulvet og udviser en nærmest unaturlig smidighed med hofter, der har kuglelejer som en Barbie-dukke; imponerende.
Det mest vedkommende indslag var talkshowet, hvor Gitte Lindstrøm var den smukke og overfladiske værtinde, der undersøgte dansens væsen. Tidligere kulturminister Uffe Elbæk var inviteret til at give sit besyv med, og han havde interessante og vidende iagttagelser. Overordnet var hans råd, at publikum skal inviteres ind. Mens Elbæk fabulerede, optrådte sortklædte, ansigtsløse skygger bag ham. Det var skørt på den gode og sjove måde, og da en lille hvid mus dukkede frem fra bænken under Elbæk, viste dansen - den ordløse kunst - noget af sit væsen. Til gengæld var det svært at se begrundelsen for, at gruppen Darkness Falls skulle give et nummer fra deres nye plade.
Direkte pinagtig virkede Susanne Grinders overgearede værtinde for showet, der hjælper par med at blive lykkelige. Skøn så hun ud i stram guldpailletkjole og pink strudsejakke, men hele setup'et var så overdrevet, og det unge pars transformation fra et almindeligt ungt par i gråt joggingtøj til Erik- og Anni-karikaturer, helt ude på overdrevet.
Det Kongelige Teater skal have ros for at give unge kræfter frie tøjler, og der var da også rigtig gode momenter i flere af scenerne, og det er altid godt at henlede opmærksomheden på den omsiggribende overfladiskhed, vi alle mere eller mindre frivilligt suges ind i. Forestillingen strittede bare i for mange retninger, og initiativtagerne burde måske forholde sig til, at det er i dansen, de er topprofessionelle - og ikke som talende skuespillere.
Corpus: We're not Waving.. We're Drowning
Skuespilhuset
Se spilleplan
Koreografi og iscenesættelse: Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis
Scenografi: Thomas Holm Radil
Lysdesign: Anders Poll
Kostumer: Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis
