|
|
Den algerisk fødte franskmand, Albert Camus, døde for over halvtreds år siden, efterladende et sandt arsenal af kanoniske værker bag sig. Med tilværelsens meningsløshed som sin centrale formel dissekerede Camus det moderne menneskes fremmedgørelsesfølelse over for den grundløse eksistens, men også over for sig selv. Nobelkomiteen kvitterede for hans omfattende forfatterskab med Nobelprisen i litteratur i 1957, kun tre år før hans død.
Ligesom hans litterære livsbane leflede for livets absurditeter, mest slående foreviget i hovedværket, Den Fremmede (1942), markerede også hans død en vis ironisk absurditet. Camus døde i en bilulykke i en alder af 46. I hans frakkelomme fandt man en ubrugt togbillet. Han havde egentlig planlagt at rejse med sin familie, men i sidste øjeblik skiftede han mening. En skæbnesvanger beslutning, men helt i tråd med hans filosofiske tro på eksistensens meningsløshed.
I novellesamlingen, Eksil og kongedrømme, bestående af seks noveller og oprindeligt udgivet i 1957, udfolder Camus sit sædvanlige repertoire af eksistentialistiske narrativer. Ofte begyndende in medias res, uden en klar begyndelse eller afrundende slutning. Springende i sin form og abrupt skiftende mellem første og tredje person. Svagt antydede konflikter, næsten underdrevne og banaliserede i deres beskrivelse, men med en tydeligt fornemmet filosofisk dybde, som ikke lader sig fornægte. Forhånede, forrevne, forvirrede individer indplacerede i en ligeså diffus verden, som bestandigt synes at stille sig uforstående og umedgørlig.
I den indledende novelle, "Den utro hustru", fanger Camus på intelligent vis idéen om, at livet leves forlæns, men forstås baglæns. I samlingens mest syrede novelle, "Renegaten", spiddes religionen som et menneskeopfundet eksil for de ensomme. "De stumme" zoomer ind på døden som altings trumfkort, mens "Gæsten" på sørgmodig vis illustrerer, at enhver objektivitet er utopisk. "Jonas eller Kunstneren ved arbejdet" har en munter tone, men åbenbarer forfængelighedens demoraliserende kraft og næstekærlighedens destruktive natur. Den afsluttende novelle, "Stenen som vokser", vender tilbage til det religiøse motiv med imperialismen som primusmotor.
Camus' sprog er malerisk, til tider grænsende til det opulente. Hans landskabsbeskrivelser og situationsskildringer er fantastisk levende, så man føler sig hensat til stedet og tiden, han beskriver. Personskildringerne leveres med en tørt konstaterende mine. Nøgterne fremstillinger af karaktererne og deres gentagende monologer skaber en uundgåelig distance mellem læseren og det læste. Man betragter dem på afstand. Interesseret, men også uanfægtet.
Camus formår ikke at kløve personerne ind i hjertet, ind i sjælen på én. De forbliver silhuetter, ikke mennesker af kød og blod. Hans sproglige overskud er overvældende, men fremstår en smule trættende i længden. For tungt at danse med og knap så rytmisk hver gang.
Albert Camus er ikke til at komme udenom i verdenslitteraturen. Eksil og kongedrømme rangerer højt på læseværdighedsbarometeret. Men den er intet højdepunkt.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Albert Camus: Eksil og kongedømme
Gyldendal, 192 sider
ISBN: 870214004
