Flere nyheder

 
Litteratur
U'et - Kritik og perspektiver

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
U'et - Kritik og perspektiver
Tir. 18. jun. 2013

En lille bog sætter fokus på de mange udviklingsperspektiver og svagheder ved Otto Scharmers Teori U. Det er en bog for den smalle skare med interesse i teoretisk kritik understøttet af citater fra danske praktikere, der anvender teorien.

Otto Scharmer udkom i 2007 med sin berømte bog om Teori U. Teori U er en ny alternativ ledelsesteori, der er et forsøg på at tilgå fornyelses-, forandrings- og udviklingsprocesser på en ny måde. Det overordnede mål for Teori U er at flytte vores opmærksomhed fra vores "enkelte, lukkede selv til det omkringliggende, åbne øjeblik". Det er nøgleordet "skabende nærvær", der opstår, når vi kommer i kontakt med den dybeste mening med vores væren og virken.

Begge bogens forfattere er konsulenter, der bruger elementer fra Teori U i deres arbejde. De har som en del af deres master-opgave haft fokus på Teori U - og denne bog er et direkte afledet produkt deraf. Det bærer den helt klart også præg af - den minder mest af alt om en udvidet studenteropgave, der kobler kritik af en teori med empiri og case-studier.

De to forfatter gennemgår kritisk Teori U. Første del af bogen har fokus på Teori U's interne problemer, mens anden del ser på forskellige perspektiver på teorien. Kan man overhovedet klassificere det som en teori i gængs videnskabelig forstand - ikke helt mener bogens forfattere. Hvordan forholder man sig til Teori U's fuldstændige fravær af magtproblematikker, og hvordan skal man forholde sig til de etiske implikationer ved at bruge en teori, der forudsætter indgriben i deltagernes intime og private sfære? Kan man forlange af ens medarbejdere, at de skal deltage med deres indre liv og spiritualitet i en arbejdsmæssig ramme? Der svares ikke på de mange spørgsmål og forbehold, men der udledes dog, at det kræver en høj grad af ansvar og forsigtighed fra både ledelsens side og fra de praktikere, der benytter teorien.

De interne kritikpunkter, som forfatterne fokuserer på, er bl.a., hvad "at give slip" for at opnå skabende nærvær reelt betyder. Er jeg-begrebet et vestligt, humanistisk essentielt jeg eller et østligt, buddhistisk inspireret jeg, og har de forskellige forståelser betydning for måden, hvorpå Teori U anvendes? Scharmers manglende uddybning af begrebet "kilden" giver anledning til stor uklarhed og manglende stringens i forståelsen og anvendelsen af teorien, og dette diskuteres også.

Det, at teorien er så omfattende, betyder iflg. forfatterne, at den er svær at modsige - men dette klarer de trods alt ret godt på alle bogens sider, selvom de indleder med at beskrive deres store betagelse af Scharmers Teori U ("Den man elsker tugter man"). Læsningen af denne bog kræver en del forhåndsviden om Scharmers Teori U og en overordentlig stor interesse i en kritik af teorien. Men selv når dette er til stede, da bliver bogen alt for ustruktureret, og man sidder tilbage og overvejer, hvad det er, de egentlig vil med bogen. Én skrabet stjerne fra denne anmelder, der kun ser en begrænset anvendelse for bogen til brug i studieopgaver over Teori U.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Bo Heimann & Jan Lind-Hansen: U'et - Kritik og perspektiver
Gyldendal Business, 158 sider
ISBN: 9-788702-133035