Flere nyheder

 
Litteratur
Hypertension

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hypertension
Tir. 25. jun. 2013

Bogen handler om to mænd i 30-erne og foregår i perioden september 2010 til september 2011. Den ene er forretningsmanden Christian Schwartz, der flygter til Mexico fra finanskrisen og et parforhold, han betegner som kunstigt. Den anden er hans gamle ven, barejer i Paris, Jonas Bakker.

De har ikke haft kontakt i 10 år, men da de tilfældigt mødes i Københavns Lufthavn, genoptager de den pr. e-mail korrespondance fra kontinent til kontinent. På flyet bliver Christian både fuld og syg, og flyets ansatte unge kvindelige læge hjælper ham og tilbyder ham husly, da han når frem til sin destination.

Det er et mandeunivers, bogen skildrer. Det er Michael Laudrups Tænder udsat for mænd i konstant løbetid. Her er der indtagelse af kaskader af alkohol, stoffer og psykofarmaka, og de to hovedpersoner bringer sig selv i uhyrlige situationer, de ikke har kontrol over på nogen måde. Uhæmmet, ubeskyttet sex hører til dagens orden og især Jonas Bakkers udskejelser i Paris beskrives i så mange detaljer, at man kun kan blive ør af udpenslingen af udveksling af diverse kropsvæsker mellem ham og skiftende kvindelige partnere. Han er en Peter Pan, der godt nok aldrig bliver voksen, men som så sandelig har stiftet bekendtskab med det intime voksenliv i store mængder.

I Mexico bliver Christian Schwartz hvirvlet ind i diverse forviklinger med sit nye kvindelige bekendtskab, der har flere hemmeligheder, end sundt er. Samtidig bliver han mindet om det rod, han har forladt i Danmark.

De skriver godt de to herrer, og det lyser ud af teksten, at de har deres litterære og musikalske referencer i orden, og ambitionsniveauet fejler ikke noget. Den stemning af dekadence, forfald og mismod, de anslår, går skam også rent ind. Karsten Hallstrøm havde i perioden 2001 til 2009 en cafe i Paris, og Kristian Rasmussen har fra 2010 været bosat i Mexico City, hvor han har et digitalt kommunikationsbureau, så formentlig trækker de to forfattere på egne erfaringer i bogens handling.

Undertegnede har imidlertid nok det forkerte køn i forhold til bedømmelsen af denne bog. Det er uendeligt anstrengende, at alle problemer i handlingen og de to menneskers liv søges løst, men i reglen kun optrappes, af alkohol og sex. Det er også svært at tage præmissen om, at der er en fortløbende korrespondance mellem de to, alvorligt. Det er urealistisk at tro, at to så fordrukne og egoistiske mennesker vil tage sig tid til at skrive så lange og udførlige mails, om end de som oftest handler om dem selv.

Imidlertid er bogen fundamentalt underholdende, og det kan være, irritationen over de to hovedpersoner dulmes, hvis man følger bagsidetekstens opfordring om at læse bogen med en flaske mezcal i hånden, Serge Gainsbourg på anlægget og en bibel på natbordet.

Karsten Hallstrøm og Kristian Rasmussen:
Hypertension
Byens Forlag, 270 sider
ISBN: 9788792999023